• Gå direkte til primær navigation
  • Skip til indhold
  • Gå direkte til footer
Rasmussen Travel

Rasmussen Travel

Sydamerikaeksperten

  • Forside
  • Rejsemål
    • Argentina
    • Bolivia
    • Brasilien
    • Chile
    • Colombia
    • Ecuador
    • Peru
    • Galapagos
    • Inkastier
    • Patagonien
  • Grupperejser
  • Vigtig viden
    • Rejsebetingelser
    • Tilmeldingsformular
    • Medicin og vaccinationer
    • Pakkerejser
  • 1 % til Fællesskabet
  • Hans Erik Rasmussen
    • Bøger
    • Film & TV
  • Om os
    • Hans Erik Rasmussen
    • Medarbejdere
    • Anbefalinger
  • Kontakt

Inkastien 4 dage i privat gruppe

august 12, 2024 by Hans Erik Rasmussen

Vandr Inkastien på 4 dage

Inkastien til Machu Picchu er den mest populære vandrerute i Sydamerika. Efter fire dages vandring forbi inkaruiner og over bjergpas får man det først spektakulære udsyn over Machu Picchu fra Solporten. Rasmussen Travels partner har licens til Inkastien, så vi kan tilbyde private grupper af højeste kvalitet.

Læs om Machu Picchu i vores guidebog
  1. Forside
  2. Destinationer
  3. Peru
  4. Inkastien på 4 dage til Machu Picchu
  5. //
  6. Forside
  7. Oplevelser
  8. Inkastien på 4 dage til Machu Picchu

INKASTIEN PÅ 4 DAGE

Den klassiske vandretur til Machu Picchu i privat gruppe

Inkastien til Machu Picchu er den mest populære rute i Sydamerika. Vandrere, der tager den fysiske udfordring op og når frem til Machu Picchu ad Inkastien, oplever udsigter og ruinbyer, der bliver stadig mere spektakulære.

Inkastien til Machu Picchu blev uden tvivl anlagt for at give vandrerne en følelse af samhørighed med naturen og dens guder.

På hvert højdedrag og efter hvert sving kommer en udsigt, der er flottere end den foregående.

De stadig flottere bygningsværker, der alle anbragt på steder med speciel fantastisk udsigt, var ikke anlagt som byer til beboelse, men fungerede snarere som ceremonielle centre.

Den sidste udsigt får man fra den lille bygning Intipunku – Solporten. Her kulminerer tre en halv dags vandring med den første udsigt ned på Machu Picchu.

At I vandrer i en privat gruppe betyder, at I kun er jer i gruppen, og dermed ikke skal tage hensyn til andre vandrere.

VORES FILM OM INKASTIEN TIL MACHU PICCHU

Tag med os på den berømte Inkastien.

Dag 1

LANGS URUBAMBAFLODEN, FORBI RUINEN PATALLAQTA OG TIL HUAYLLABAMBA

I den tidlige morgen kører I gennem typisk peruansk landbrugsland til Den Hellige Dal. Vandringen starter efter, at I har provianteret i byen Ollantaytambo.

De første kilometer går langs Urubambafloden, til I kommer til ruinen Patallaqta. Her bevogtede inkaerne indgangen til den dal, som I vandrer videre ind igennem.

Dette er den sidste bebyggelse på Inkastien. Navnet er quechua og betyder græsslette.

Undervejs er I kommet forbi marker, som de lokale bønder dyrker med håndkraft og oksers hjælp. I Huayllabamba er der kiosker og lejrpladser, hvor I tilbringer den første nat.

Efter en god times let gang krydser I dalens lille flod, hvis vand kommer fra gletsjerne på det 6.271 meter høje bjerg Salcantay. Ved broen er en bebyggelse, hvor I sandsynligvis holder frokostpause.

Et par timers vandring længere fremme kommer I til landsbyen Huayllabamba i 3.100 meters højde.

Overnatning: I delt topersoners telt
Måltider inkluderet: Frokost, aftensmad og snack

Vandrere klar til at starte vandringen ad Inkastien.
I spiser i det spisetelt, som vi har med.
Frokost i spiseteltet.
Undervejs er der toiletbygninger. Bl.a. ved alle lejrpladser.

Dag 2

OVER WARMIWAÑUSKA, DEN DØDE KVINDES PAS

Fra Huayllabamba stiger stien støt cirka tre timer op gennem tæt, fugtig skov til Llulluchapamba i 3850 meters højde, hvor der er en række campingpladser med toiletbygning. Udsigten ned gennem dalen er fantastisk og det er et oplagt sted, at holde en god pause. Beboere nede fra Huayllabamba kommer hver morgen op og etablerer boder, hvor de sælger sodavand, øl og snack – til lidt højere priser end nede i landsbyen.

Efter Llulluchapamba ophører skoven, og man kommer op i landskabstypen puna, hvor bevoksningen næsten udelukkende er græsarten ichu.

Vandringen op mod passet er den hårdeste strækning på Inkastien. I denne højde indeholder en given luftmængde kun 60 procent af iltmængden ved havets overflade. Sørg derfor for kun at gå halvt så hurtigt som almindelig ganghastighed. Det gælder om, at musklerne ikke forbruger mere ilt, end lungerne kan nå at optage.

Regn med et par timers gang op til Inkastiens første pas.

Den døde kvindes pas, Warmiwañuska, ligger i 4198 meters højde. Tilnavnet skyldes, at man fra den bjergside, som man vandrer op ad næste dag, med lidt god vilje kan få konturerne ved passet til at ligne en liggende kvinde.

Brug noget tid på passet for at komme til hægterne efter stigningen og på at nyde udsigten. Fra toppen kan man se over til ruinen Runkuracay på den modsatte bjergside og de to små søer lige under det andet pas.

På turen ned fra passet går man ad stenbelægning, der ligner inkavej, men er lavet i 1990’erne for at vandrerne kan komme sikkert ned ad bjergsiden, der var plaget af erosion.

En times vandring ned ad bjergsiden ligger Inkastiens største lejrplads med toilet ved Pacamayofloden, der løber ned til Urubambafloden.

Overnatning: I delt topersoners telt
Måltider inkluderet: Morgenmad, frokost, aftensmad og snack

På vej op mod Den Døde Kvindes Pas.
På vej op mod Den Døde Kvindes Pas.
Den Døde Kvindes Pas på Inkastien.
Den Døde Kvindes Pas på Inkastien.
Vandrer på Den Døde Kvindes pas spejder frem mod Inkastiens 2. pas.

Dag 3

OVER 2. OG 3. PAS OG BESØG PÅ RUINERNE PHUYUPATAMARCA OG WIÑAY WAYNA

Fra lejren går det igen opad, og undervejs finder man de første rester af oprindelig stenbelægning fra inkatiden.

Efter en times vandring kommer man til den runde ruin Runkuracay, der fungerede som tambo (opholdssted for rejsende) og udsigtspunkt.

Den videre vandring på omkring en time fører forbi et par småsøer, hvor man kan være heldig at se hjorte.

Fra Inkastiens andet pas i 3998 meters højde er der på klare dage en fabelagtig udsigt til Vilcabambabjergene. Det var ude bag de fjernest synlige bjerge, at Manco Inca og hans sønner havde deres uafhængige rige frem til 1572.

På nedstigningen efter passet ligger ruinen Sayacmarca nogle hundrede trappetrin op til venstre.

Fra Sayacmarca og frem til Machu Picchu lå en linje udsigtsplatforme, så man let har kunnet signalere, at besøgende var på vej til den hellige by.

En fuldstændig overgroet sti fører over bjergene mod syd til det store bjerg Salcanay.

På tredje pas har man udsigt til mange af de højste bjergtinder mellem Machu Picchu og Cusco. Mod vest står det 6000 meter høje Pumasillo i hjertet af Vilcabambabjergene.

Mod syd knejser det 6270 meter høje Salcantay og mod nordøst det 5682 meter høje Verónica.

Under passet vandrer man gennem Phuyupatamarca. Toppen ovenfor terrasserne er hugget flad af inkaerne – et utroligt arbejde med de redskaber, som de rådede over.

Nedenfor nogle terrasser er fem næsten identiske ceremonielle bade. Vejen videre frem er en nedstigning ad en stejl, men fantastisk godt lavet trappe, der sætter lægmusklerne på nye prøvelser efter nogle lette timer. Lejrpladsen ligger ved ruinen Wiñay Wayna.

Overnatning: I delt topersoners telt
Måltider inkluderet: Morgenmad, frokost, aftensmad og snack

Overnatning sker i telte på organiserede lejrpladser.
Inkastien fører op ad bjergsiden til højre i billedet.
Inkastien fører op ad bjergsiden til højre i billedet.
Hans Erik Rasmussen, Calle Granholm og Christian Peña fra Rasmussen Travel står ved inkaruinen Wiñay Wayna på Inkastien.
Hans Erik Rasmussen, Calle Granholm og Christian Peña fra Rasmussen Travel står ved inkaruinen Wiñay Wayna på Inkastien.

Dag 4

BESØG PÅ INKAERNES GLEMTE BY MACHU PICCHU

I starter den sidste halvanden timers vandring, inden det lysner for ved daggry at nå frem til Solporten og sidde og nyde udsigten ned over Machu Picchu. Bagefter vandrer vi ad den sidste strækning af ned til inkabyen.

Jeres guide fører jer rundt på Machu Picchu og fortæller om inkaernes hellige by.

Den unikke og velbevarede ruinby, som ikke faldt i spaniernes hænder, har endnu ikke afsløret sin hemmelighed om, hvad den virkelig blev brugt til. I dag hælder man mest til teorien om, at byen blev bygget som astronomisk obervatorium, tempelby og ferieresidens for Inkaen og rigets elite.

Det omfattende kompleks rummer flere bydele, templer, udsigtssteder og bygningsværker, hvor stenarbejdet er helt formidabelt fint udført. En af de mest imponerende ingeniørbedrifter er en vandkanal, der i både regntid og tørke indeholder samme mængde vand.

Byen står præcis, som da den blev bygget for næsten 600 år siden. Vores sanser bliver bombarderet med indtryk fra den særegne by, og det storladne scenarie lader os mærke historiens vingesus fra inkaernes storhedstid.

Når man står på Machu Picchu, forstår man, at naturens smukkeste steder var hellige for inkaerne. Et besøg på Machu Picchu er en oplevelse, der brænder sig ind i hukommelsen.

Efter besøget på Machu Picchu kører I med shuttlebus ned til Aguas Calientes. Den første del af turen går ned ad zigzagvejen Hiram Bingham Road og derefter langs Urubambafloden til holdepladsen midt i Aguas Calientes.

Fra stationen i Aguas Calientes kører I med tog til Ollantaytambo og derfra med bil til Cusco.

Måltider inkluderet: Morgenmad

Machu Picchu set fra Solporten.
Templet med de tre vinduer på Machu Picchu Peru.
Soltemplet på Machu Picchu i Peru.

JERES GUIDE PÅ INKASTIEN

Christian Peña er uddannet bjergguide og deler sin tid mellem at lede vandreture og koordinere de ture, som Hans Erik Rasmussen og han arrangerer. Blandt andet har han været guide på de rejser vi har lavet for danske tv-produktioner.

Christians familie stammer fra landsbyen Cachora, hvor man starter vandreturen ind til inkabyen Choquequirao.

Mange medlemmer i den store familie arbejder for de grupper der vandrer ind til Choquequirao, så de har virkelig stor erfaring. Nogle i familien er bønder, der dyrker deres marker mellem Cachora og Choquequirao.

Christian har været i Danmark på besøg og han taler engelsk. Han har stor viden om og interesse i de ekspeditioner, der er gennemført i bjergene omkring Cusco og inkabyerne.

Vores guide Christian Pena forklarer om Inkastien.
Vores guide Christian Peña på Inkastien.
Christian Peña var guide på TV2-produktionen Jagten på den skjulte by.

TELTE, FORPLEJNING OG TOILETFORHOLD

Turen starter for alvor, når du stiger ombord i panoramatoget i Ollantaytambo. De kommende knap to timer kører du ned gennem Urubambadalen, der langsomt bliver smallere og smallere. Undervejs bliver klimaet varmere og bevoksningen mere frodig.

Ved ankomsten til stationen i Aguas Calientes bliver du modtaget af guiden, der fører dig til det aftalte hotel. Når du har tjekket ind, er det tid til at slentre ud i byen. Måske har du lyst til en tur op til de varme, naturlige bade (Aguas Calientes betyder Vande Varme).

Overnatning sker i telte på organiserede lejrpladser.
I spiser i det spisetelt, som vi har med.
Frokost i spiseteltet.
Undervejs er der toiletbygninger. Bl.a. ved alle lejrpladser.

INKLUDERET

Formøde på hotel i Cusco med guide til Inkastien
Transport fra hotel i Cusco til startsted for Inkastien
Tre nætter i telt på Inkastien
Liggeunderlag
Morgenmad dag 2, 3, 4
Frokost og aftensmad dag 1, 2, 3
Eftermiddagste og snacks undervejs
Vandring i privat gruppe med engelsktalende guider
Kok der tilbereder alle måltider

Bærere, der bærer telte og køkkenudstyr og sætter telte op
Guidet rundvisning på Machu Picchu
Adgang til Inkastien og Machu Picchu
Bus fra Machu Picchu til Aguas Calientes
Tog fra Aguas Calientes til Ollantaytambo
Bus fra Ollantaytambo til Cusco
Pakkeliste. Bagage som I ikke skal have med på Inkastien, opbevares på hotellet i Cusco
Personlig bagage på 7 kilo bæres af bærere. Heri skal regnes sovepose, men ikke underlag.

VIGTIG VIDEN OM INKASTIEN

Vores guide Christian Pena forklarer om Inkastien.
  • Længde: Fra marts til oktober. Cirka 45 km.
  • Dage: 4.
  • Højeste pas: 4.198 m. på Warmiwañusca, Den døde kvindes pas dag 2.
  • Dybeste dal: 2.620 m. ved Vilcanotafloden lige efter start dag 1.
  • Sværhedsgrad: Middel til hård.
  • Regler: Hver dag må højest starte 500 vandrere inkl. bærere og guider. Man skal vandre med guide med licens.
  • Periode: Inkastien er lukket i februar.
  • Kendetegn: Forbinder en række inkaruiner.
  • Slutsted: Solporten ved indgangen til Machu Picchu.

FØR, UNDER & EFTER DIN REJSE

Inspiration

Find inspiration på vores hjemmeside blandt vores udvalgte fantastiske oplevelser i Sydamerika. Du kan finde mere information i vores guidebøger.

Har du ønsker, som du ikke finder beskrevet, kan vi selvfølgelig også arrangere det!

Kontakt & dialog

Du kontakter os på mail med dine ønsker.

Vi aftaler derefter et tidspunkt, hvor vi, på enten telefon, videokonference eller fysisk, gennemgår dine ønsker og kommer med råd og vejledning.

Udkast til jeres rejse

Vi udfærdiger et udkast til din drømmerejse og lægger det på den rejseside, vi opretter kun til dig. Udkastet indeholder lokation, oplevelse og overnatning de enkelte dage.

Derefter aftaler vi et nyt tidspunkt, hvis du har ændringer eller nye ønsker til din rejse.

Rejsesiden kan kun ses af dig og af os.

Godkendelse af rejse

Når du har godkendt udkastet, laver vi en detaljeret rejseplan og et tilbud. Dette tilbud accepterer du ved at betale depositummet.

Rejsesiden vil blive løbende opdateret, så du hele tiden kan følge med.

Det er et krav, at du læser vores rejsebetingelser.

Løbende kontakt

Under hele dit forløb vil du være i kontakt med Rasmussen Travel.

Når du ankommer til din destination, vil vores ankerpersoner stå for den daglige kontakt.

Skal du også have dit livs oplevelse? - Kontakt os her
Del drømmen med andre:

Skrevet i: Inkastien 4 dage, Oplevelser, Peru

Footer

RASMUSSEN TRAVEL – SIDEN 2014


Førslev Møllevej 5
4690 Haslev
Tlf. 70 27 44 56
Mail: he@rasmussentravel.dk

SE nr. 16 24 75 02

Rejsegarantifondens logo i hvid farve. Logoet linker til Rejsegarantifondens hjemmeside, så vores kunder ved, at alle vores skræddersyede rejser til Sydamerika er dækket ind.
Regnr. 2517

FØLG MIG PÅ INSTAGRAM OG FACEBOOK


© 2026 · Indhold af Hans Erik Rasmussen · Skræddersyede eventyr & specialopgaver i Sydamerika

Scroll Up