Oplev Iguazúvandfaldene
Iguazúvandfaldene er et af de flotteste og mest overvældende vidundere, som naturen har beriget Sydamerika med. Vandfaldene kan og bør opleves fra både Argentina og Brasilien. Få kilometer væk ligger Paraguay.
IGUAZÚVANDFALDENE
4-dages tur med besøg på både den argentinske og brasilianske side
På denne tur oplever du de imponerende vandfald Iguazú. Iguazú betyder Store Vande på det lokale oprindelige sprog guaraní, og navnet udtrykker klart og præcist, hvorfor vandfaldene er Sydamerikas mest kendte naturlige vidunder. Vandfaldene ligger på Iguazúfloden, der danner grænse mellem Argentina og Brasilien. På den argentinske side kommer man tæt på vandfaldene, og fra den brasilianske side har man det store overblik.
Las Cataratas, “vandfaldene” er et andet navn, som de lokale ofte bruger. Flertalsformen udtrykker, at der ikke er tale om et, men mange vandfald. Over en hesteskoformet strækning på 2.500 meter falder i gennemsnit 1.500 kubikmeter vand i sekundet ud over en 80 meter høj klippekant af basalt. Der er store udsving i vandmængden året igennem med februar og marts som de mest vandrige. Alt efter vandstanden i floden varierer antallet af enkeltfald fra 160 til 260 store og små fald. De største har egne navne, og ville, hvis de havde ligget alene, i sig selv have været en attraktion. Det største vandfald er La Garganta del Diablo, Djævelens svælg, i bunden af hesteskoen.
VORES FILM OM IGUAZÚVANDFALDENE
Drag med os til Iguazú
Dag 1
ANKOMSTEN TIL IGUAZÚ
Når I lander i lufthavnen i Iguazú, bliver I modtaget af en medarbejder, der bærer et skilt med jeres navn. I bliver kørt ind på jeres hotel i byen Puerto Iguazú og bliver indkvarteret. Vi bruger ofte hoteller i hjertet af byen.
Bygningerne i centrum er ældre en- og toetages huse med caféer restauranter og butikker. Umiddelbart virker Puerto Iguazú ikke til at være hjemby for et af Sydamerikas største rejsemål. Det skyldes, at mange turister på store grupperejser bor og spiser på de store hoteller, der ligger langs vejen ud mod vandfaldene. Fra centrum kan man gå ud ad alléen Av. 3 Fronteras, De Tre Grænsers Allé til det sted, hvor den ved “Tregrænsestedet”, Hito Argentino de las Tres Fronteras, løber ud i Paranáfloden. Til højre er Brasilien og lige frem er Paraguay. Turen frem og tilbage til centrum er knap fem kilometer.
Overnatning: Hotel i Iguazú
Dag 2
IGUAZÚ PÅ DEN ARGENTINSKE SIDE
I bliver hentet på hotellet og kørt til besøgscentret ved indgangen til nationalparken med Iguazúvandfaldene. Ved centret er caféer, udstillingsbygning og boder, hvor det lokale guaranífolk sælger kunsthåndværk.
Jeres første store oplevelse er den kombinerede køre- og sejltur Gran Aventura, som vi beskriver særskilt herunder. Når I er tilbage fra den, fortsætter I til fods ad Sendero Verde, Den Grønne Sti, til Estación Cataratas, Stationen Vandfaldene. Her er stoppested for Det Tren de la Selva, Skovens Tog, der kører de tre kilometer gennem junglen til Estación Gargante del Diable, Djævelens Svælgs Station. Det kører med under 20 km/t for at undgå påkørsler af dyr, og vognene har åbne sider for at give frit udsyn til junglen. Fra Djævelens Svælgs Station går I ad en gangbro ud over den øvre del af Iguazúfloden til vandfaldet Djævelens Svælg. Lad jer beruse af vandets kraft.
Når I har vandret og kørt tilbage til Estación Cataratas vandrer I ad både den Øvre Sti og Den Nedre Sti for at opleve vandfaldene. Et sted er en café, hvor I har mulighed for at slappe af.
På et aftalt tidspunkt kører I fra Besøgscentret tilbage til jeres hotel.
Måltider inkluderet: Morgenmad
Overnatning: Hotel i Iguazú
GRAN AVENTURA - DET STORE EVENTYR
Det store Eventyr er en kombineret køre- og sejltur, der starter med en fem kilometer lang køretur gennem junglen på ladet af en lille åben lastbil fra besøgscentret til et punkt 100 meter ovenfor ovenfor Macucohavnen. Ved molen stiger man ombord i en båd, der sejler op gennem Iguazúkløften til vandfaldene Tres Mosqueteros, De tre Mosketerer. Her er der udsyn frem mod Djævelens Svælg. Her vender båden om, og sejler rundt om øen isla San Martín, hvor den sejler ind i vandfaldet San Martín. Derefter sejler båden tilbage til Macucohavnen, og turen slutter med kørsel tilbage til besøgscentret.
Dag 3
IGUAZÚ PÅ DEN BRASILIANSKE SIDE
I dag skal I til Brasilien, så husk pas. Chaufføren henter jer på hotellet og kører I første omgang til immigrationscentret, hvor I bliver stemplet ud af Argentina. Guiden er selvfølgelig behjælpelig med proceduren. Herefter kører I over broen over Iguazúfloden, der forbinder Argentina og Brasilien. På den brasilianske side bliver I stemplet ind i Brasilien. Turen fortsætter frem til besøgscentret, hvor I stiger ombord på en shuttlebus, der bringer jer de 10 kilometer frem til vandfaldene.
Stå af ved luksushotellet Belmond das Cataratas. Herfra kan I vandre en kilometer ad en sti med godt underlag fra til en gangbro, der fører ud over det flade, midterste niveau af vandfaldene. Fra udsigtspunktet har I et fabelagtigt udsyn direkte ind i faldet Djævelens Svælg. En elevator fører op til det øverste niveau. Få hundrede meter fremme er caféer, og det er også her, at shuttlebussen holder. Tag den tilbage til besøgscentret og jeres chauffør.
Besøget ved vandfaldene på den brasilianske side tager typisk to-tre timer. Alt efter hvad vi har aftalt, kan I bagefter tage en helikopteroverflyvning af vandfaldene, besøge en fuglepark og det enorme vandkraftværk Itaipú.
Til slut kører I tilbage over grænsen til jeres hotel.
Måltider inkluderet: Morgenmad
Overnatning: Hotel i Iguazú
Dag 4
FARVEL TIL IGUAZÚ
På aftalt tidspunkt bliver I hentet på hotellet og kørt til lufthavnen.
Måltider inkluderet: Morgenmad
EKSTRA OPLEVELSER VED IGUAZÚ
Som tillæg til den turen ved vandfaldene udbyder vi en tur i helikopter. Det er en storslået mulighed for at opleve, hvordan vandfaldene er omgivet af jungle. Nær vandfaldene ligger fugleparken Parque das Aves, hvor flere end 500 fugle tilhørende 165 arter lever i store volierer. Lige nord for buen Foz do Iguassu er vandkraftværket Itaipú, som det er muligt at besøge. Forhør os om mulighederne.
INKLUDERET
Modtagelse af vores lokale medarbejder i lufthavnen i Iguazú.
Privat transport til jeres hotel.
3 x Overnatning på aftalt hotel i Puerto Iguazú.
Kørsel til indgangen til vandfaldene på den argentinske side.
“Gran Aventura” – Sejlads op ad Iguazúfloden i båd.
Adgang til nationalparken Iguazú i Argentina.
2 x Retur til hotellet på aftalt tidspunkt.
Hjælp til at krydse grænsen til Brasilien.
Kørsel til indgangen til vandfaldene på den brasilianske side.
Adgang til nationalparken Iguazú i Brasilien.
Kørsel med shuttlebus mellem besøgscenter og vandfald i Brasilien.
2 x Retur til hotellet på aftalt tidspunkt.
3 x morgenmad på hotel
VIGTIG VIDEN OM DENNE TUR
- Argentina og Brasilien: Iguazú skal opleves fra både den argentinske og brasilianske side.
- Nationalparker: På både den argentinske og brasilianske side ligger vandfaldene i en nationalpark.
- Billet: Der skal løses billet til nationalparkerne for at få adgang til vandfaldene.
- Guider: Der er frit valg mellem af have en guide eller ej.
- Tid på den argentinske side: Området er stort. Regn med en lang dag ved vandfaldene.
- Tid på den brasilianske side: Regn med to-tre timer ved vandfaldene.
- Djævelens Svælg: Det største vandfald har et fald på 80 meter.
- Besøgscentre: På begge sider er et moderne besøgscenter med udstillinger.
- Kryds af grænse: For at komme fra den ene side til den anden, krydser man grænsen mellem Argentina og Brasilien.
FØR - UNDER & EFTER DIN REJSE
Inspiration
Find inspiration på vores hjemmeside blandt vores udvalgte fantastiske oplevelser i Sydamerika. Du kan finde mere information i vores guidebøger.
Har du ønsker, som du ikke finder beskrevet, kan vi selvfølgelig også arrangere det!
Kontakt & dialog
Du kontakter os på mail med dine ønsker.
Vi aftaler derefter et tidspunkt, hvor vi, på enten telefon, videokonference eller fysisk, gennemgår dine ønsker og kommer med råd og vejledning.
Udkast til jeres rejse
Vi udfærdiger et udkast til din drømmerejse og lægger det på den rejseside, vi opretter kun til dig. Udkastet indeholder lokation, oplevelse og overnatning de enkelte dage.
Derefter aftaler vi et nyt tidspunkt, hvis du har ændringer eller nye ønsker til din rejse.
Rejsesiden kan kun ses af dig og af os.
Godkendelse af rejse
Når du har godkendt udkastet, laver vi en detaljeret rejseplan og et tilbud. Dette tilbud accepterer du ved at betale depositummet.
Rejsesiden vil blive løbende opdateret, så du hele tiden kan følge med.
Det er et krav, at du læser vores rejsebetingelser.
Løbende kontakt
Under hele dit forløb vil du være i kontakt med Rasmussen Travel.
Når du ankommer til din destination, vil vores ankerpersoner stå for den daglige kontakt.