Bevidsthedsblog

… vil jeg skrive en personlig sårbarstærk beretning fra det virkelige liv – og offentliggøre det her hver søndag kl. 12.12.

For præcis fire år siden sagde jeg ja til chefredaktøsen på BT, da vi sad der på en smart cafe i indre by. Ja til at skrive en blog hver 14. dag i et år til bagsiden af deres dengang trykte avis samt til netavisen. Om at leve i et åbent polyamorøst ægteskab – med foto og det hele. Jeg ville gerne dele min begejstring om, hvordan jeg syntes livet var blevet rigere og dybere og hvor vild en udvikling, der var muligt at gennemgå ved at dele sin kæreste –forstå at man ikke kan eje en anden person.

Nogle gange gyste det lidt i mig, når jeg stod ved kassen i Netto en fredag eftermiddag og en anden kunde i køen tog avisen ned fra stativet og lagde på båndet. Så tittede mit portræt frem og en stor fængende overskrift, som var det eneste jeg ikke havde vetoret på. Den skulle sælge.

Jeg vidste ikke, jeg kunne skrive – al min kreativitet var altid kommet ud i billeder. Men lysten var der og da jeg først kom i gang, var det som om noget andet tog over – det var ikke mig, der rigtig førte fingrene på tasteturet… det var noget større. Der piblede billeder, begreber og historier op – jeg simpelthen ikke selv kunne have tænkt mig til i min dagsbevidsthed. Det var ski..  spændende… syntes jeg.

Jeg kommer fra et hjem, hvor vi kunne tale om rigtig meget, vi måtte give udtryk for vores følelser og bygge, male, råbe, skrive, sy og synge det ud – et moderne hjem hvor børn godt måtte høres i en forstad til en større jysk by. At min mor var følelsesmæssig noget fraværende og ustabil, fx tog hun nogle gange depressiv i sommerhuset, så min søster måtte passe min bror og jeg, er en anden side af historien og som – viste det sig var grunden til min store misteangst i vores åbne forhold.

Min mand derimod kommer fra en familie, som han udtrykker det ”hvor vi kunne tale om alt … bortset fra følelser, penge, seksualitet, politik og religion”. En lille landsby på Midtfyn, hvor man ikke ville skille sig ud. Og hvor børn skulle ses, men ikke høres for meget. Der var trygt, beskyttet og orden i tingene på maskinstationen. Et sted hvor overgreb udenfor hjemmet kunne ske, fordi drengen ikke kunne komme hjem og fortælle om det forfærdelig, der overgik ham, når han var på besøg hos et otte år ældre familiemedlem.

En dag forbød han mig, at aflevere min historie til deadline – hans nervesystem kunne ikke mere. For det var bestemt ikke altid pæne kommentar, der fulgte mine historier, når de blev udgivet på avisens fb-side. Nær familie var forarget og fjerne bekendte rystede på hovedet af os. Han var også bange for hvad kunderne tænkte i rejsebureauet. Det triggede folk meget – det var som om de blev rystet i deres grundvold ved tanken om at sætte sin ægtefælle fri og angsten brød ud i form af foragt og nedgørelse. Utroskab var nærmest mere accepteret… Men der gik ikke længe, så sagde han til mig: ”Skriv igen, kære kone, jeg vil ikke ligge under for de angste sind, der sidder der alene bag deres tastatur og spreder mørke i verden – du spreder lys og kærlighed”. Et år senere udkom de som en bog sammen med 26 af mine malerier.

Så jeg tør godt lave den aftale med mig selv – og også selvom Hans Erik ikke ved det, mens han sidder i en måned isoleret i junglen på ayahuascaretreat i den peruvianske del af Amazonas. Det er som om at  commitment og nogle rammer ægger kreativiteten og produktiviteten. Jeg har de sidste par år haft lyst til at skrive en lang række historier fra mit og vores udviklingsliv – blandt andet her fra levefællesskabet. Nogle få er det blevet til – kunsten er også at kunne skrive levende og autentisk OG samtidig respektere de personer, der ikke ønsker sig genkendt trods skrivetekniske slør.

31 år har vi kaldt hinanden kærester, 29 år mand og kone… for 20 dage siden kyssede jeg Hans Erik farvel og på gensyn om en måned. For 41. gang er han rejst om på den anden side af kloden. Jeg hører ham fortælle til andre om sin kærlighed: Jeg er gift med Birgitte – og Sydamerika

Jeg vidste godt, hvad jeg gik ind til… og at det var hans store passion og ville blive en stor del af hans arbejdsliv – jeg måtte og ville gerne dele. Jeg havde selv min kæmpe lidenskab for kunsten. Lige nu er det en fed fornemmelse, at vi ikke har kontakt på nogen måde i en måned… Det giver en vidunderlig ro og fordybelse med en hverdag alene for en stund…

Men jeg husker også, da børnene var små og de begge havde skoldkopper – da snerrede jeg af ham ved afrejsen, ked af det og frustreret: ”Når du kan rejse helt til Bolivia, så kan du også gå herfra ud til bussen og finde til Kastrup selv”. Fem uger senere kom han gående med rygsækken ind af vores indkørsel – og der fik han kys og kram i velkomst. Næste dag blev vi enige om, at jeg skulle tage to uger til Provence for at fordybe mig i kunsten.

Det er mig en medglædende lykkerus at vide, at han for første gang siden vi fik børn, tillader sig at tage af sted … 100% kun for sin egen personlige skyld. Han vil gå på opdagelse i sin underbevidsthed – sin sjæl, for at hele i dybden de voldsomme traumatiske oplevelser gennem flere år fra barndommen. Han har tidligere oplevet et håndfuld ayahuascaceremonier gennem nogle år i Peru og haft tæt kendskab til de oprindelige folk, der har denne åndelige tradition. Junglens læredrik gav ham store indsigter indad og en dyb kontakt med naturen. Men hverken han eller jeg havde på nogen måde fået den tanke, at han HELT kunne heales med Amazonasindianernes plantemedicin. Vi havde kæmpet så hårdt i så mange år.

Men nu er han taget på en måneds ophold med otte ceremonier og en plantedieta alene i en palmehytte i junglen i den peruvianske del af Amazonas – kun i kontakt med tre shamaner.

Jeg forsvinder ind i nuet i mit eget liv og ”glemmer” ham i næsten flere dage – f… hvor er det sundt… Vi flyttede sammen igen for et halvt år siden efter knap to år, hvor vi boede i hver vores bolig her på matriklen i vores lille levefællesskab med to andre kvinder. Vi var blevet enige om, at det sled for meget på mig, at bo tæt sammen med en partner med Kompleks-Post-Traumatisk-Stres-Disorder. Efter den var kommet op til bevidstheden – var der megen vrede, der skulle ud.

I efteråret efter et manderetræte (med for første gang i over to år en ayahuasca-ceremoni) – hentede han mig i Jylland hos min mor. Hun havde ikke langt igen… jeg havde haft megen tid til at sidde stille ved hendes seng og tænke og mærke over, hvad jeg ville med resten af mit liv. Om jeg ville fortsætte med at leve med en traumatiseret mand… og om der var et håb for en endelig healing.

Jeg satte mig ind i bilen, kyssede ham, fornemmede en længe savnet ro fra ham, kiggede ham i øjnene og sagde stille, men utrolig klart og sikkert: ”Jeg har taget en beslutning – og den kan ikke laves om. Du må på intensiv ayahuasca-helbredelse og rejsebureauet sættes på stand-bye i mindst et halvt år, hvis vi skal fortsætte vores liv sammen. Jeg vil SÅ gerne, at vi følges ad resten af livet og ældes sammen i et fællesskab. Men hverken du eller jeg, vores børn, venner og ansatte skal og kan mere klare dit traumatiserede nervesystem. Jeg aner ikke, hvordan vi skal klare det økonomisk, men jeg skaffer pengene, du skal kun tænke på din helbredelse. Jeg ved, vi er holdte af universet, når vi laver det indre arbejde.”

Næste dag bookede vi otte ayahuascaceremonier seks forskellige steder rundt i landet og en integrationspsykolog. De følgende måneder researchede vi endnu dybere og dedikerede, netværkede og delte med andre folk rundt i verden, om deres viden og oplevelser. Videnskaben er også begyndt at forske grundigt i disse stoffer – igen – de psykedeliske substanser har fået en renæssance.

I løbet af vinteren er der sket en massiv udrensning gennem ceremonierne, hvor han har fået forløst hovedparten af det resterende mørke, sorg, vrede og skam – ja, alle de spændinger, der sad i nervesystemet og i hans ånd. Han var helt udmattet, men også meget mere rolig og lettet, når han kom hjem.

Psykoterapi og masser af anden hjælp, har lavet et kæmpe forarbejde, men det var aldrig nok. Det var som om, der skulle slås hul i en betonmur – et forsvarsværk, som kun et psykoaktiv stof kunne gøre …

Derefter begyndte magien… jeg mærkede så tydelig, hvordan tilliden og hans følelse af større værdifuldhed trådte meget mere frem i dagligdagen. Det var som om en skytsengel havde sat sig på toppen af Møllens tag og holdt hånden over vores forhold. Min lettelse var overvældende inden han tog afsted …

Jeg ved han kommer tilbage med en endnu større kraft.  Han har i en måned været total uden påvirkning udefra – kun haft ro og tid til at mærke ind i sin egen kerne, hvor vi alle er hele, fulde af styrke og med en uendelig kærlighed til os selv og andre. Miraklernes tid er ikke forbi.

Jeg har tænkt mig at hente ham i lufthavnen på mandag …