Kære venner - jeg er overvældet ...
… over jeres mange thumps ups, hjerter og kommentarer til mit opslag om at jeg er på vej til Amazonas for hos shamaner at fordybe mig i den psykoaktive plantemedicin ayahuasca. Mange af jer har skrevet, at I vil høre mere.
Jeg har fået det vist meget klart i en ceremoni at jeg skal, vil også gerne, men har samtidig modstand mod at fortælle, da netop angst for åbenhed og ærlighed har gjort, at et trauma har sat sig dybt. Men jeg prøver at fortælle i håbet om, at andre ser, at der er hjælp at hente. At der er lys i mørket. Et lys der er så kraftigt, at det kan smelte den dybeste smerte.
Grunden til at jeg – og min kone Birgitte Gyrd besluttede, at jeg skulle på rejse / tage behandlinger med ayahuasca skyldes et behov for at heale en C-PTSD, der har rod i traumatiske oplevelser i barndommen. Oplevelser, som jeg dengang ikke turde fortælle, og dermed ikke fik hjælp til at få stoppet.
Når den bliver trigget, er det som om, at nervesystemet “ændrer indstilling”. En følelse af overmagt, der låser mig fast. Selvværd forvandler sig til selvhad, handlekraft bliver til vrede og overlevelsesmekanismerne flygt eller frys, bliver aktiveret.
I mange år har jeg brugt samtaleterapi, møder i mandegrupper og kropsarbejde. Det har hjulpet, men ikke kunnet helbrede fuldstændigt. Jeg og mine nærmeste omgivelser har døjet med det i mange år. Ugens seks dage føler jeg mig for det meste velfungerende, men den syvende dag kan jeg meget lidt.
Sidste år kom der meget vind i sejlene i rejsebureauet med større krævende opgaver og i den proces blussede min C-PTSD op. Birgitte og jeg blev fuldstændig klar over, at det var presserende at få det opløst. Fra tidligere erfaringer ved jeg, at ayahuasca rummer muligheder, der hvor moderne helbredelsesmetoder ikke slår til. Amazonasfolkene kalder ligefrem ayahuasca for la medicina. Der forskes lige nu intenst over den ganske verden i de psykoaktive stoffers virkning på blandt andet behandlingsresistente lidelser. Jeg er med i et netværk af psykologer, psykoterapeuter og andre fagfolk, der arbejder med psykoaktive stoffers muligheder.
I november sidste år deltog jeg i den første af foreløbig ni ceremonier med ayahuasca. De otte her i Danmark og den ene i Peru lige før jul. I de første ceremonier var jeg tilbage i de traumatiske oplevelser og fik meget mærkbart renset ud både fysisk og psykisk. Én ceremoni med ayahuasca – og andre psykoaktive stoffer kan svare til 20-30 sessioner i samtaleterapi hos en psykolog eller psykoterapeut. I de følgende ceremonier – senest for få dage siden – er jeg kommet i bevidst kontakt med en universel, ubegrænset kraft, styrke og energi, som vi alle er en del af.
Som jeg skriver i den artikel, som jeg linkede til sidst, får man under påvirkning af ayahuasca adgang til viden i underbevidstheden om én selv, som man ikke er bevidst om. I mine seneste ceremonier har jeg set meget klart, i hvilken retning jeg skal bevæge mig. I første omgang til et lille samfund i junglen i det nordlige Peru.
Fortsættelse følger …