TORRES DEL PAINE
Hjertet i nationalparken er bjergkæden Paine.
Nationalparken Torres del Paine
Nationalparken Torres del Paine beskytter bjerge, gletsjere, søer, floder, skove samt et rigt fugle- og planteliv i den sydligste del af chilensk Patagonien. Torres er det spanske ord for tårne, mens paine er et indiansk ord for blå. Parkens hjerte er bjergkæden Paine med de tre karakteriske
granittårne, hvor det højeste, Torre Sur, når op i 2850 meters højde. Den storslåede udsigt til “Tårnene” får man ved at vandre ind gennem Valle Ascencio.
Nationalparken blev etableret i 1959 under navnet Parque Nacional de Turismo Lago Grey, Greysøens Nationale Turistpark. Arealet blev senere udvidet, og parken fik sit nuværende navn i 1970. Parken kom på UNESCO’s liste over Verdens Naturarv i 1978.
I 1976 åbnede den engelske bjergbestiger John Gardner og to lokale parkbetjente vandreruten Store O, som fører hele vejen rundt om Bjergkæden Paine.
Klimaet i parken er forholdsvis koldt med dagtemperaturer på 10 til 16 °C om sommeren og -3 og 5 °C om vinteren. Mest kendetegnet er klimaets uforudsigelighed med hurtige skift mellem ekstremer. Her skal man desuden være forberedt på meget heftig vind og meget brændende sol.
Torres del Paine har et fint net af vanndreruter, sejlture og veje.