Vævede tæpper

Tæpper, ponchoer og andre vævede produkter tiltrækker med god grund mange rejsende. Ved at købe et håndvævet tæppe, får man en både autentisk og typisk souvenir fra rejsen i Andesbjergene. Det største og umiddelbart fuldstændig uoverskuelige udbud af vævede tekstiler finder man i Cusco og de nærliggende mindre byer Pisac og Chinchero.

En kvinde i højlandet mellem Cusco og Titicacasøen er ved at væve et tæppe.

Stort set alle håndvævede tæpper er vævet af kvinder i små landsbyer i bjergene. Her har man den fornødne tid, og råvarerne er uld fra egne får og lamaer. Både kvinder og mænd går næsten konstant med en ten og spinder tråd, når de vogter dyrene. Hvis målet er et tæppe med meget fine tråde, sker det dog også, at man køber maskinspundet garn.

Inden vævningen vinder man trådene op mellem to pinde.

Farverne kan være både plantefarver og syntetiske farver. Det kan være svært at afgøre, hvad der er tale om. Men typisk vil de syntetiske farver være stærkere og mere rent blå, røde, gule osv. Omvendt er plantefarverne normalt mere dæmpede og den hvide aldrig helt hvid. Hvis man kan se farven variere i tone på den samme del af tekstilet, er der tale om plantefarve.

På tuna-kaktussens flade blade dyrker man i tempererede dale en lus ved navn cuchinilla. Den giver en stærk rød farve. Ellers er farverne næsten altid udvundet af planter. Nogle steder spænder man tråden på væven op for derefter at binde snor stramt om en del af trådene, som man derefter indfarver. Herved kan man skabe komplicerede mønstre i flere lag. I sjældne tilfælde (omkring bjerget Auzangate i Peru) bruger man batik-teknik til indfarvning, når vævningen er afsluttet.

En lamavogter er ved at spinde uld til tråd på sin ten.

Et tæppe væves ved at lave et langt stykke stof, der foldes dobbelt. Herefter syr man det sammen i den ene side.

Skal det være en poncho, væver man tæppet ekstra langt, og undlader at sy det sammen midt på siden. Det sted hvor tæppet er foldet, klipper man det op, og kan herefter brede det ud. Man kan se på håndvævede tæpper, hvordan de er syet sammen på midten og består af to identiske halvdele. Sluttelig laver man en kant rundt om hele tæppet.

Her tenen en knogle fra en lama.

Mønstrene varierer fra egn til egn, og kan bestå af både geometriske figurer, dyr, planter og fugle. Næsten alle steder ligger der historier og symboler i mønstrene. For væverne er de geometriske figurer ikke »bare« zig-zag’er, streger og abstrakte figurer.

De symboliserer bjerge, floder og sågar ånder og indre landskaber. Ofte afstemmer væversken farverne med den sindsstemning, hun er i, når hun væver. Dyrene kan være både de vilde dyr i naturen og husdyrene. Grundlaget for menneskenes liv.

Tæpperne bruges typisk til at bære ting i på ryggen.

Maskinvævede tæpper er lette at skelne fra håndvævede. Mønstrene er ens på næsten alle tæpper, og de er fuldstændig regelmæssige i vævningen. Farverne er meget stærke. Det er dem, man ser folk bruge i byerne. For turister er maskinvævede tæpper ikke synderlig interessante, men der ikke noget at sige til, at lokale foretrækker dem. De er billige i forhold til de håndvævede, der koster lang tid ved væven.

Prisen på et hjemmevævet tæppe afhænger først og fremmest af, hvor kompliceret tæppet er, og hvor fin tråd der er brugt. Et groft sengetæppe på en gange halvanden meter tager ca. en uge at væve, hvis væversken væver otte timer om dagen. Det gør hun nu sjældent, for der skal passes børn, laves mad, arbejdes i marken og tusind andre gøremål, så hun sidder kun ved væven i »fritiden«. En kompliceret poncho i fin tråd kan let tage en måned at væve. Det skal prisen selvfølgelig afspejle. Et tæppe, der har kostet en uges arbejde, får man for små 200 kr. Den komplicerede poncho, der har krævet en måned foran væven, vil koste lidt under 1000 kr. Sammenlign det med en dansk månedsløn!