Pachamama

Selv om ordet »religion« ikke eksisterer på hverken quechua eller aymara, er højlandsfolkene dybt religiøse. Selv om 90 ud af 100 mennesker vil svare, at de tror på Jesus og Jomfru Maria, er de langtfra katolikker som katolikkerne i Europa. Det oprindelige religiøse verdensbillede har snarere fået en katolsk indpakning.

Når shamaner brænder offergaver, er bålet Pachamamas – Moder Jords mund, der indtager gaverne.

På landet nævnes Pachamama, Moder Jord, den vigtigste gud, langt oftere end Jomfru Maria. Pachamama hersker over jordens frugtbarhed og holder dermed menneskets eksistens i sine hænder.

Spørger man et menneske i Andesbjergene, hvem Pachamama er, kan man få forskellige svar: »Hun er supay« (en djævel) – »hun er yatiri« (en slags healer, der har kontakt til guderne), eller »hun er la Virgen Pachamama« (en skytsjomfru på linje med de katolske helgener og madonnaer). I vore kristne ører, hvor Gud er entydigt god og djævelen indbegrebet af det onde, kan det lyde uforståeligt, at folk ikke engang ved, om Pachamama står for det gode eller onde. Men i Andesfolkenes verdensopfattelse er det helt logisk: Livet er en stadig kamp mellem modsatrettede kræfter. Mellem dag og nat, mand og kvinde, sol og måne. Hvis mennesket gennem sine handlinger opretholder harmonien, vil guderne beskytte mennesket og dermed være gode. Men guderne bliver onde i det øjeblik, mennesket bryder harmonien.

Pachamama må som den vigtigste gud konstant betænkes. Inden de drikker, laver folk fx mange steder ch’alla – et ritual, hvor man hælder en sjat ud på jorden med ordene: »A la Pachamama« – »Til Moder Jord«. Det sker selvfølgelig i pauserne under tilsåningen af markerne, men også på de barer i byerne, hvor den indianske befolkning kommer.

Fysisk praktiserer mennesker i Andesbjergene deres oprindelige religion på markerne, i husene, i naturen – ja, alle de steder, hvor deres daglige liv udfolder sig. Religionen er en fuldt integreret del af hverdagen. Derfor fungerer den fint side om side med den katolske tro, der udspiller sig i kirkerne om søndagen. Her ærer man Jomfru Maria, ligesom man ærer Pachamama ude på marken. Hvert sted sin gud, hver gud sit »arbejdsområde«.