HULEMALERIER OG HIPPIEBY

Økologiske samfund og markeder i El Bolsón, skovklædte bjerge omkring smukke søer, en gammel smalsporet jernbane og hulemalerier er værd at besøge mellem gletsjerne i syd og Bariloche i nord. Den legendariske og kun få steder asfalterede vej, Ruta 40, forbinder naturperlerne og de få byer.
PERITO MORENO
Byen med knap 4.000 indbyggere er den største by mellem Esquel og El Chaltén. Byen er bestemt ikke spændende og attraktiv, men den er udgangspunkt for busser mod syd og busser til Comodoro Rivadavia på Atlanterhavskysten og mod nord til Esquel og Bariloche. Her er også hoteller.
NATIONALPARKEN LOS ALERCES
Det patagonske cyprestræ, alerce, har givet navn til denne 2.630 km² store nationalpark, der vest og nord for byen, Esque, beskytter naturområder fra den næsten flade, tørre patagonske steppe til den Valdiviske tempererede regnskov i de 1.500-2.000 meter høje bjergområder på grænsen til Chile. Alercetræet hedder på det lokale indianersprog Lahuán, der betyder “længe-levende” og “bedstefar”. Og leve længe er netop hvad alercetræet kan. De ældste eksemplarer er 4.000 år gamle. Træet kan kun gro på steder, hvor den årlige regnmængde overstiger 3.000 mm., og det er derfor mere almindeligt på den chilenske side af grænsen, hvor det regner mere.
En af parkens mest populære udflugter går til det 57 meter høje alercetræ, El Abuelo, “Bedstefar”, der vokser for enden af Menéndezsøens nordlige arm. Bådture afgår fra Puerto Limonao og Puerto Chucao ved Futalaufgensøen. De sidste tre kilometer frem til “bedstefar” vandrer man gennem valdivisk regnskov.
Parken har omkring 130 kilometer afmærkede vandrester. En af de smukkeste er den cirka syv timer lange tur op til toppen af det 1916 meter høje bjerg El Dedal. Den vestlige del af parkens søer, skove og bjerge er lukket for turister for at beskytte bl.a. den lille og nu desværre ekstremt sjældne hjort “huemul”.
Egnens største by Esquel er ikke interessant, men det er det sted, man tager bussen fra, når man skal til eller fra nationalparken, El Bolsón, Bariloche, Atlanterhavskysten eller El Calafate (s. 72) i syd. Cirka midtvejs mellem El Bolsón og Esquel – ved den lille by Cholilla – ligger de træhuse, hvor Butch Cassidy og Sundance Kid og Etta Place boede fra 1901 til 1906. Wild west-gangsternes liv er fortalt i en oscarvindende film med Paul Newman og Robert Redford i hovedrollerne.
DET PATAGONSKE TOG “LA TROCHITA”
Mellem Esquel og den lille by El Maitén kører det historiske damptog Viejo Expreso Patagónico La Trochita. Navnet betyder smalsporet og hentyder til sporbredden på kun 75 cm. Lokomotiverne og vognene er fra 1922. Opvarmningen sker i brændeovne, som passagerne selv betjener efter behov.
EL BOLSÓN
I 1960’erne og 1970’erne fandt både argentinske og europæiske hippier i El Bolsón et refugium i dalen mellem to parallelle bjergkæder. Hippierne hævdede, at toppen af Piltriquitrónbjerget øst for byen var et af jordens kosmiske energicentre, og de udråbte El Bolsón til økologisk samfund og Latinamerikas første ”atomvåbenfri” zone. Omkring byen byggede de tilrejsende naturelskere små gårde for at leve af selvproducerede grøntsager og frugter. Den afslappede, frigjorte atmosfære lever stadig, og byen er meget populær blandt argentinske rygsækrejsende. Tirsdag, torsdag og lørdag sælger de lokale kunsthåndværk, øl fra mikrobryggerier og økologiske afgrøder af høj kvalitet på Plaza Pagano. Først i december løber El Bolsón Jazzfestival af stablen, en landbrugsfest holdes midt i februar og sidste lørdag i februar er det tid for “Humlefesten”, byens største, årlige fest.
På siden af bjerget, Piltriquitrón, øst for byen har træskærere og motorsavskunstnere skabt skulpturer af udgåede træer i El Bosque Tallado, Den udskårne Skov. Man kan tage en taxi til foden af bjerget, gå op gennem skulpturparken og tilbage til byen. Udsigten fra bjerget er rigtig fin. Omkring byen er der mange andre oplagte gåture. Informationer kan fås på turistkontoret på nordsiden af plazaen. På Av. Belgrano 404 ligger Grado 42, der udbyder vandre-, ride-, klatre-, rafting- og paragliderture.
VINK FRA FORTIDEN
I Cueva de los Manos, Hændernes Hule, vinker tehuelcheindianernes forfædre til de besø- gende. For omkring 11.000 år siden begyndte indianerne at bruge hulen som beskyttelse mod kulde og blæst. Billederne, der har gjort hulen berømt, er de 829 hænder, overvejende venstre, der stammer fra årtusindet før år 0. De indianske kunstnere har malet hænderne ved at fylde munden med farve, placere hånden på klippen og pusten farven ud gennem en hul knogle, som de holdt med højre hånd. Man ved ikke, hvilke ritualer der knyttede sig til de malede hænder.
UNESCO optog i 1999 de malede hænder på listen over Verdens Kulturarv. Hulen ligger i dalen, Cañón de Río Pinturas, og guider i byen Perito Moreno på RUTA 3 arrangerer ture til stedet.