Fra Huayllabamba stiger stien støt cirka tre timer op gennem tæt, fugtig skov til Llulluchapamba i 3.850 meters højde, hvor der er en række campingpladser med toiletbygning. Udsigten ned gennem dalen er fantastisk. Herefter ophører skoven, og man kommer op i landskabstypen puna, hvor bevoksningen næsten udelukkende er græsarten ichu.

Vandringen op mod passet er den hårdeste strækning på Inkastien. I denne højde indeholder en given luftmængde kun 60 procent af iltmængden ved havets overflade. Sørg derfor for kun at gå halvt så hurtigt som almindelig ganghastighed. Det gælder om, at musklerne ikke forbruger mere ilt, end lungerne kan nå at optage. Regn med et par timers gang op til Inkastiens første pas.

Den døde kvindes pas, Warmiwañusqa, ligger i 4.198 meters højde. Tilnavnet kan skyldes, at man fra den bjergside, som man vandrer op ad næste dag, med lidt god vilje kan få konturerne ved passet til at ligne en liggende kvinde. Brug noget tid på passet for at komme til hægterne efter stigningen, og på at nyde udsigten. Fra toppen kan man se over til ruinen Runkuracay på den modsatte bjergside og de to små søer lige under det andet pas.

En times vandring ned ad bjergsiden bringer én ned til Pacamayo-floden, hvor Inkastiens største lejrplads med toilet ligger. Floden løber ned til Urubamba-floden. På turen ned fra passet går man ad stenbelægning, der ligner inkavej, men er lavet i 1990’erne for at vandrerne kan komme sikkert ned ad bjergsiden, der var plaget af erosion.

Fra lejren går det igen opad, og undervejs finder man de første rester af oprindelig stenbelægning fra inkatiden. Efter en times vandring kommer man til den runde ruin Runkuracay, der fungerede som tambo (opholdssted for rejsende) og udsigtspunkt. Den videre vandring på omkring en time fører forbi et par småsøer, hvor man kan være heldig at se hjorte.

Fra Inkastiens andet pas i 3998 meters højde er der på klare dage en fabelagtig udsigt til Vilcabambabjergene. Det var ude bag de fjernest synlige bjerge, at Manco Inca og hans sønner havde deres uafhængige rige frem til 1572. På nedstigningen efter passet ligger ruinen Sayacmarca nogle hundrede trappetrin op til venstre. Fra Sayacmarca og frem til Machu Picchu lå en linje udsigtsplatforme, så man let har kunnet signalere, at besøgende var på vej til den hellige by. En fuldstændig overgroet sti fører over bjergene mod syd til det store bjerg Salcanay.

På tredje pas har man udsigt til mange af de højste bjergtinder mellem Machu Picchu og Cusco. Mod vest står det 6000 meter høje Pumasillo i hjertet af Vilcabambabjergene. Mod syd knejser det 6270 meter høje Salcantay og mod nordøst det 5682 meter høje Verónica.

Under passet vandrer man gennem Phuyupatamarca. Toppen ovenfor terrasserne er hugget flad af inkaerne – et utroligt arbejde med de redskaber, som de rådede over. Nedenfor nogle terrasser er fem næsten identiske ceremonielle bade. Vejen videre frem er en nedstigning ad en stejl, men fantastisk godt lavet trappe, der sætter lægmusklerne på nye prøvelser efter nogle lette timer. Lejrpladsen ligger ved ruinen Wiñay Wayna.

De fleste starter den sidste halvanden timers vandring, inden det lysner for ved daggry at nå frem til Solporten og sidde og nyde udsigten ned over Machu Picchu.

I får en guidet rundvisning på Machu Picchu.

Om eftermiddagen kører I med shuttlebus ned til Aguas Calientes og kører derfra med tog til Ollantaytambo. Resten af turen tilbage til Cusco sker med bil.

Prisen inkluderer ikke:

• Drikkevarer
• Forsikringer
• Sovepose
• Vandrestave