INKABYEN CHOQUEQUIRAO

Choquequirao betyder ”Guldets vugge” og er den ene af Vilcabambabjergenes fire inkabyer. Rituelle bade og en cirkulær ceremoniel plads viser, at Choquequirao havde en vigtig religiøs betydning. Terrasser med lamafigurer er unik.

Inkabyen Choquequirao er meget velbevaret. Takket været sin afsondrede beliggenhed.

Choquequirao er mange steder beskrevet som Machu Picchus søsterby. ”Sønby” er et mere rammende ord, da forskere mener, at Choquequirao er anlagt af Pachacutecs søn Topa Inca Yupanqui i et forsøg på at overgå sin far, der byggede Machu Picchu. Topa Inca herskede fra 1471 til 1493 og sikrede sig magten over Chachapoyas-området i det nordlige Peru. Det var gængs inkapolitik at flytte befolkningsgrupper rundt i riget, og fra Chachapoyas hentede han arbejdere til at deltage i byggeriet af Choquequirao.

På Choquequirao kan man opleve at være stort set alene i en inkaby.

Choquequirao er ikke beskrevet i nogle af de tidlige dokumenter, hvor de spanske erobrere i perioden 1536 til 1572 beskriver deres ekspeditioner ind i Vilcabamba for at knuse de sidste uafhængige inkaers modstand. På Choquequirao har inkaerne levet i skjul for spanierne. Nogle mener, at det den sidste inka, Tupac Amaru, voksede op på Choquequirao.

I 1710 optræder Choquequirao første gang i et spansk dokument. Næste kendte besøg foretager en fransk greve i 1834, og herefter følger enkelte gravrøvere og udforskere. I 1837 lavede den franske konsul i Peru de første tegninger af Choquequirao, mens det er Hiram Bingham, der i 1909 laver de første kort over stedet.

I 1986 laver arkæologer de første planer for restaurering af Choquequirao og i 1990’erne begynder turister så småt at besøge inkabyen.

På vejen hjem fra en konference i Chile i 1909 rejste Hiram Bingham, der gjorde Machu Pichu kendt for omverdenen, op gennem Andesbjergene for at opleve det indianske Sydamerika. Da han kom til Abancay, hovedstaden i Apurimacdepartementet, inviterede guvernøren ham med på en ekspedition til Choquequirao. Det var på dette besøg, at Bingham fik vakt sin interesse for forsvundne inkabyer, og besluttede at rejse hjem til universitetet Yale og fordybe sig i historien om de sidste inkaers modstand. I 1911 vendte han tilbage til Peru på sin legendariske ekspedition, hvor han opdagede Machu Picchu.

Terrasser på Choquequirao.

I takt med at presset på Machu Picchu er vokset, arbejde både trekkingbureauer og turistmyndigheder på at udbyde Choquequirao som et vigtigt alternativ. Det betyder endnu ikke, at ruinen er overrendt, for de to dages udfordrende vandring fra Cachora gør, at der kun på sjældne dage er mere end 15-20 turister.

Turistmyndighederne har planer om at det tal skal stige voldsomt ved at bygge en fem kilometer lang kabelbane fra den modsatte side af Apurimackløften. Kapaciteten bliver 400 passagerer i timen på turen, der vil svæve mere end 1000 højdemeter over Apurimacfloden. Myndigheder og indbyggere i landsbyen Huanipaca overfor Choquequirao håber på, at det vil betyde byggeri af mange hoteller og restauranter.

Med sin beliggenhed næsten 1700 højdemeter over det sted hvor floden fra Yanama løber ud i Apurimacfloden, var Choquequirao et perfekt sted at kontrollere adgangen til Vilcabamba. Herudover var stedet også administrativt center, men fungerede ikke som beboelse for mange mennesker.

En cirkulær ceremoniel plads på toppen af en bakke er kun én af de ting der viser, at Choquequirao havde betydning som tempel. Mellem den nedre og øvre gruppe af bygninger er en 25 meter lang og fire en halv meter bred trappe, der er orienteret i retning af solopgang ved vintersolhverv 21. juni. Netop dennne dag er hele trappens bredde oplyst af solen. At trappen ikke har praktisk funktion ses ved, at den stopper brat i vildnisset efter nederste trin.

Ned gennem både den øvre og nedre gruppe af bygninger løber, som på alle andre vigtige inkabebyggelser, en akvædukt med vand til en heligdom. På bjergsiden til højre for Choquequirao kan man skimte akvædukten, der henter vand flere kilometer væk nedenfor det snedækkede bjerg.

I modsætning til Cusco og Machu Picchu, hvor bjergene består af granit, er bjergene ved Choquequirao overvejende skifer, der ikke i samme grad kan bearbejdes med milimeters nøjagtighed. I stedet har det været nødvendigt kun at hugge dem groft til, og bygge med ler mellem stenene. Derfor virker murene på Choquequirao mere grove, selv om husenes form er lige så fin som på Machu Picchu. Til gengæld var murene dækket af et lerlag, der var fint glattet og malet i lys orange.

At kun ganske få personer besøgte Choquequirao frem til midten af 1900-tallet har betydet, at bygningsværkerne er meget velbevarede.

Terrasserne er udsmykket med lamaer lavet i hvide sten.

På begge sider af den bjergkam, hvor bygningerne ligger, er der terrasser. Mod Cachora afdækker rydning og restaurering stadig større arealer. På den anden side er et mindre, men meget specielt terrasseområde, som man når ad en sti, der fører ned fra den store plaza. I murene, der er bygget af sorte skifersten, er 24 lamafigurer og en menneskefigur lavet af hvide sandsten. Hver figur er mellem 1,25 og 1,95 meter høje og dermed i naturlig størrelse. I en mur er også lavet ef zigzagmønster. Sådanne figurer og mønstre i terrasser er typisk for chachapoyaskulturen i det nordlige Peru, og dermed bevis på, at Choquequirao er delvist bygget af tilrejsende arbejdere.

Det er ikke tilladt at campere på Choquequira, men et par hundrede højdemeter nedenfor ruinerne ligger en lejrplads med toiletbygning og bad.

Denne trappe er orienteret nøjagtig i den retning, som solen står op ved forårsjævndøgn.

Den ceremonielle platform over Choquequirao.