CHOQUEQUIRAO – HUANCACALLE – MACHU PICCHU

Fra lejrpladsen ved Choquequirao fortsætter vandringen gennem Vilcabambabjergene ved at man først vandrer op ad bjergsiden omkring halvanden time. I starten gennem tæt tågeskov og senere med udsigt ned over Choquequirao og Apurimackløften. Det højeste punkt ligger kun 200 højdemeter over ruinerne, så hvis dagens mål er terrasserne ved Pinchaunuyoq, føles dagens samlede stigning på 400 højdemeter let i forhold til de første to dages strabadser.

Fra det højeste punkt går det let nedad om langs bjergsiden til et udsigtspunkt i 3200 meters højde. Vandringen fra lejren ved Choquequirao til terrasserne Pinchaunuyoq tager kun cirka fire timer, så dette er en forholdsvis let strækning.

Det sted, hvor man runder en bjergryg og begynder vandringen ind gennem en sidedal til Apurimackløften, er der et udsigtspunkt, hvor man bør stoppe og nyde udsigten ud gennem kløften. Nedstigningen til terrasserne ved Pinchaunuyoq i 2454 meters højde tager omkring tre timer. På de mest vandrette strækninger er underlaget fast, mens det på de mere stejle steder underlaget meget løst.

Ved stien står et skilt, der fortæller, at dette er habitat for brillebjørnen, “oso de anteojo”. Lokale fortæller, at der i dalen lever mange af den sky og sjældne brillebjørn. Det er under hård bødestraf at dræbe bjørnen, men desværre gør lokale bønder det, da de mener, at den tager deres husdyr.

Som andre betydningsfulde terrasser har Pinchaunuyoq en kanal med vand, der løber ned gennem bade. Et par af badene er omgivet af en mur, så man kunne – og kan – vaske sig uforstyrret.

Terrasserne er etableret i en lille kløft og har form som et amfiteater. Forskere mener, at der i inkatiden eksisterede en nu forsvundet sti fra bunden af terrasserne og ned til Yanamafloden. Ved siden af terrasserne er der en lille lejrplads, hvor underlaget er jord.

Vandringen ned til Victoriafloden i 1952 meters højde tager kun godt en time ad stien. Hvis man er startet tidligt om morgenen, vandrer man de 1000 højdemeter op til bebyggelsen Maizal på tre-fire timer, så hvis dagens etape er fra Pinchaunuyoq til Maizal, er man fremme ved middagstid. Nogle vælger at vandre strækningen fra Choquequirao til Maizal på én dag.

Maizal er en bebyggelse, der nu kun består af en enkelt familie efter at bjergsidens andre tre familier er flyttet. Familien har en lejrplads, en kiosk og en toiletbygning, der sammen med en fantastisk udsigt gør det til en af vandreturens bedste lejrpladser. Hvis man ønsker at have en overliggerdag på sin vandretur, er det oplagt at vælge Maizal.

På bjergryggen over Maizal ligger en ruin, der sandsynligvis stammer fra kulturen Huari, som tidsmæssigt blomstrede lige før inkaerne, og havde centrum ved byen Ayacucho længere mod vest i bjergene. Inkaerne overtog stedet, der hedder Corihuayrachina og dækker seks kvadratkilometer. Her er en platform til ceremonier og mere end 100 runde bygninger. Måske har det været bebyggelse for de personer, der udvandt sølv ved den mine, som man kommer forbi på vandringen efter Maizal.

En af turens fysiske udfordringer er den ti kilometer lange strækning fra Maizal til passet Apacheta. På opstigningen kommer man forbi minen Victoria.

Stigningen er på næsten 1200 højdemeter, og turen tager sjældent under fem timer. Men husker man på at gå langsomt – meget langsomt, på de stejle stigninger omkring 4000 meters højde, kommer man alligevel op uden at være fuldstændig træt. Passet hedder også San Juan, og på toppen viser et skilt, at højden er 4.150 meter.

Belønningen på toppen af passet er en af hele vandreturens mest storslåede udsigter ind i hjertet af Vilcabambabjergene. Som den hvide krone på udsigten i retningen videre frem står det 5991 meter høje snedække bjerg. Kikker man tilbage i retning af Choquequirao, ser man det 5.404 meter høje Corihuaynachina. Her er det meget tydeligt, hvordan gletsjerne de seneste år er blevet væsentigt mindre.

Mellem passet og Yanama er der et sted, hvor stien er anlagt på en klippeafsats, som er hugget ud i den lodrette bjergside. Lokale fortæller, at man her har skubbet tyve ud over kanten. Fra passet er der knap tre timers let vandring ned til byen Yanama.

Landsbyen Yanama ligger i 3.550 meters højde og består cirka 100 huse, der ligger spredt op gennem bunden af en dal. Her er købmænd, skole og en bodbane, hvor de lokale børn og unge mødes til kamp hver eftermiddag. Til vandrere er der flere lejrpladser.

Indtil august 2013 var Yanama kun forbundet til omverdenen med tre stier. Nu fører en vej for biler ud gennem dalen, over et pas og ned til byen Santa Teresa nær Machu Picchu. Hvis man på ønsker at afslutte vandreturen her, kan det derfor lade sig gøre. I skrivende stund er der ikke offentlig transport fra Yanama til Santa Teresa, så man må vente til der kører eksempelvis en ingeniør i en firhjulstrækker.

Strækningen fra Yanama til byen Huancacalle på den anden side af de høje bjerge, er hele vandreturens mindst befærdede. Her er der meget lille chance for at møde andre vandrere. Hvis man har overnattet i Yanama, er der en fin dags vandring ind til en naturlig klippehule på en lokalitet, der benævnes Qalcamachay.

Den første halvanden times vandring fører ned gennem Yanamadalen til det sted, hvor man krydser floden i 3.100 meters højde. Herfra vandrer man uden nævneværdige udfordringer de 100 højdemeter op til rastepladsen Llutupampa.

Herfra fortsætter stigningen til 3.650 meter ved indgangen til dalen Otiyoq, som man skal vandre i resten af dagen frem til Qualcamachay i 3.815 meters højde. Stien ind gennem dalen er næsten vandret, så vandredagen er forholdsvis let. Dalen bliver langsomt smallere, og de sidste kilometer rejser bjergsiderne sig stejlt og dramatisk på begge sider. Nedenfor klippehulden Qalcamachay er der flade arealer, hvor man kan slå teltene op. I hulen under et stort klippefremspring kan man tænde bål.

En halv times vandring efter klippehulen er Zunapampa, der er et fladt område med lejrbygninger. Bygningerne er låst af, men der er nogle overdækkede bænke.

På bjergsiden til højre kort efter lejrbygningerne starter en fanfastisk velbevaret strækning med original inkavej. Kun få andre steder i Peru følger en vandrerute original inkavej. Det gør denne del af ruten til en af vandreturens mest spændende og specielle. Vejen overgår de originale strækninger på Inkastien, og kom i 2014 på UNESCOs liste over Verdens Kulturarv.

Inkavejen var en del af Capaq Ñan, den kongelige vej, der forbandt inkaernes vigtigste byer. Vejen har en bredde på op til to meter og en belægning af flade sten. Den førte fra inkabyen Vitcos ved Huancacalle og ud til “hovedvejen”, der fra Cusco førte hele vejen op gennem Andesbjergene til Ecuador i nord.

Fra det sted, hvor inkavejen starter, stiger den over en cirka fem kilometer lang strækning i en næsten konstant, jævn stigning op til det 4.600 meter høje pas Choquetacarpa. Her er en åben bygning, hvor man kan puste ud efter den sidste hårde stigning.

Nede fra passet vandrer man videre ad inkavejen, der mange steder er en stejl trappe, hvor den originale stenlægning er fuldstændig intakt. Fokusér på inkaernes ingeniørbedrift, så lårmusklernes og knæleddenes mulige ømhed træder i baggrunden.

Fra toppen af passet til Huancacalle er der næsten 18 kilometer Så hvis man er startet om morgenen fra Qualcamachay og agter at nå frem til Huancacalle, er dagens etape på 25,7 kilometer. Det er dermed turens længste etape, der samtidig har både op- og nedstigning. Hvis man starter klokken syv om morgenen, vil de fleste trods pauser, nå frem ved femtiden om eftermiddagen. En mulighed er at overnatte ved lejrbygninger 13 kilometer før Huancacalle.

Vandringen gennem Vilcabambabjerge slutter i byen Huancacalle, der er hovedbyen i den region, som hedder Vilcabamba. Her er et simpelt, men meget hyggeligt hostal ved navn Sixpac Manco. På en bakke ovenfor byen ligger inkabyen Vitcos, der var inkaernes hovedstad en kort overgang efter at Cusco var tabt til spanierne.

Huancacalle er udgangspunkt for vandreturen til inkabyen Espíritu Pampa. Hvis man har vandret den netop beskrevne rute fra Cachora, forbi inkabyen Choquequirao og her til Huancacalle, vil næste rejsemål typsk være Machu Picchu.

Første del af turen er to-tre timers kørsel i bil ud gennem Vilcabambadalen. Undervejs kører man ned i omkring 2.000 meters højde, og er dermed nede, hvor bønderne dyrker kaffe og citrusfrugter.

Lige før byen Santa Maria krydser man Urubambafloden og når den asfalterede landevej mellem Ollantaytambo og byen Quillabamba på kanten af junglen. Fra Santa Maria fører en grusvej op langs Urubambafloden til først byen Santa Teresa og dernæst jernbanestationen Hydro Electrica nedenfor Machu Picchu.