For inkaerne var vandringen ad inkastien til Machu Picchu som en pilgrimsrute. For vandrere er ruten den mest populære i Sydamerika.

I denne film vandrer Hans Erik Rasmussen Inkastien sammen med to venner. Undervejs fortæller de om ruinerne og naturen, som de oplever undervejs.

Interaktivt kort. Zoom ind og ud, klik på kameraikonerne og forstør kortet.

Højdekort over Inkastien.

De fleste grupper starter i bebyggelsen Piskacucho, hvor grusvejen fra Ollantaytambo slutter ved jernbanens kilometerskilt 82 (afstand fra Cusco). Her registrerer man sig og krydser derpå Vilcanota-floden. Inkastien er her en grussti, der følger floden. Lige efter broen er en kort stigning, og derpå flader niveauet ud. Stien går gennem landsbyen Miskay, inden med et lille fald og efterfølgende stigning i en kløft når op til fortet Huillca Racay. Fortet ligger på en bakke, hvorfra man har et rigtig godt overblik over indgangen til Cusichaca-dalen. Den mest interessante i synsfeltet er ruinen Patallaqta.

Inkastiens første strækning.

Patallaqta betyder Terrasseby og hørte ikke til den serie af ceremonielle centre, der knyttede sig til Inkastien. Derimod dyrkede man her en stor del af de fødevarer, som man fortærede i bebyggelserne langs Inkastien. De nederste terrasseniveauers bugtninger langs floden er et fantastisk eksempel på, hvordan inkaerne tilpassede deres bygningesværker til den omgivende natur.

Byens cirka 100 huse er anlagt efter en ordnet byplan. Murene er bygget af almindelige “marksten”, der ikke er hugget til, så de passer sammen, men derimod muret op med ler som mørtel.

Ruinen Patallacta.

Inkastien fortsætter op gennem Cusichacadalen, der langsomt bliver smallere. Efter en god times let gang krydser man den lille flod. Vandet kommer fra gletsjerne på det 6.271 meter høje bjerg Salcantay. Ved broen er bebyggelsen Hatunchaca, hvor mange turgrupper holder frokostpause.

En lille times vandring længere fremme kommer man til landsbyen Huayllabamba i 3.100 meters højde, der er den sidste bebyggelse på Inkastien. Navnet kan også staves Wayllabamba, er quechua og betyder græsslette. Undervejs er man kommet forbi marker, som de lokale bønder dyrker med håndkraft og oksers hjælp.

Næsten alle turgrupper overnatter første gang på en af de mange pladser ved Huayllabamba, hvor der er kiosker og lejrpladser.

Huayllabamba er et knudepunkt for flere stier. Ved at fortsætte op gennem dalen, som man er kommet ad, når man over et pas med fabelagtig udsigt til bjerget Salcantay til starten på Salcantay-ruten. Et par kilometer op fra Huayllabamba fører en anden sti op gennem en lille sidedal på den østlige bjergside. Stien fører over et pas i 4.650 meters højde og fortsætter derfra ned til Ollantaytambo. Inkastien fører op gennem Llulluchadalen mod vest. Disse to stier er det dog meget få vandrere, der følger. Næsten alle vandrer ad Inkastien op mod Den døde kvindes pas.

På vej op mod Den Døde Kvindes pas – Inkastiens største fysiske udfordring.

Fra Huayllabamba stiger stien støt cirka tre timer op gennem tæt, fugtig skov til Llulluchapamba i 3.850 meters højde, hvor der er en række campingpladser med toiletbygning. Udsigten ned gennem dalen er fantastisk. Herefter ophører skoven, og man kommer op i landskabstypen puna, hvor bevoksningen næsten udelukkende er græsarten ichu.

Vandringen op mod passet er den hårdeste strækning på Inkastien. I denne højde indeholder en given luftmængde kun 60 procent af iltmængden ved havets overflade. Sørg derfor for kun at gå halvt så hurtigt som almindelig ganghastighed. Det gælder om, at musklerne ikke forbruger mere ilt, end lungerne kan nå at optage. Regn med et par timers gang op til Inkastiens første pas.

Den døde kvindes pas, Warmiwañusqa, ligger i 4.198 meters højde. Tilnavnet kan skyldes, at man fra den bjergside, som man vandrer op ad næste dag, med lidt god vilje kan få konturerne ved passet til at ligne en liggende kvinde. Brug noget tid på passet for at komme til hægterne efter stigningen, og på at nyde udsigten. Fra toppen kan man se over til ruinen Runkuracay på den modsatte bjergside og de to små søer lige under det andet pas.

Rasmussen Travel og Viking Expedition med vores team af bærere og kok på Den Døde Kvindes Pas.

En times vandring ned ad bjergsiden bringer én ned til Pacamayo-floden, hvor Inkastiens største lejrplads med toilet ligger. Floden løber ned til Urubamba-floden. På turen ned fra passet går man ad stenbelægning, der ligner inkavej, men er lavet i 1990’erne for at vandrerne kan komme sikkert ned ad bjergsiden, der var plaget af erosion.

Den runde ruin Runkuracay.

Fra lejren går det igen opad, og undervejs finder man de første rester af oprindelig stenbelægning fra inkatiden.

Da Hiram Bingham udforskede Machu Picchu på sin ekspedition i 1915, viste hans lokale hjælpere ham denne og flere af de andre ruiner langs Inkastien. Det var også på den ekspedition, at han fandt rester af Inkastien, der forbandt Machu Picchu med bebyggelserne i retning mod Cusco.

Efter en times vandring kommer man til den runde ruin Runkuracay, der fungerede som tambo (opholdssted for rejsende) og udsigtspunkt. Den videre vandring på omkring en time fører forbi et par småsøer, hvor man kan være heldig at se hjorte.

Fra Inkastiens andet pas i 3998 meters højde er der på klare dage en fabelagtig udsigt til Vilcabambabjergene. Det var ude bag de fjernest synlige bjerge, at Manco Inca og hans sønner havde deres uafhængige rige frem til 1572.

På nedstigningen efter passet ligger ruinen Sayacmarca nogle hundrede trappetrin op til venstre. Ruinen er navngivet af den ungarskfødte filminstruktør Paul Fejos i 1940 under sin Vikingekspedition. Navnet er quechua og betyder “dominerende” eller “svær tilgængelig by”. Beliggenheden valgte inkaerne på grund af den storslåede udsigt mod Vilcabambabjergene. Hvis bygningen var anlagt som forsvarsværk, ville et nærliggende plateau have været langt bedre. Inkaernes vigtigste guder, “apu’er”, var knyttet til de højeste snedækkede tinder, og derfor anlagde de bebyggelser de steder, hvorfra der var det bedste udsyn til bjergene.

Fra Sayacmarca og frem til Machu Picchu lå en linje udsigtsplatforme, så man let har kunnet signalere, at besøgende var på vej til den hellige by. En fuldstændig overgroet sti fører over bjergene mod syd til det store bjerg Salcanay.

Ruinen Sayacmarca.

Fra Sayacmarca er der udsigt ned over en lille inkabolig, Conchamarca. Lidt længere fremme kommer en lejrplads med toilet på det flade sumpede område C’haqkicocha, “tør sø”. Landskabstypen er her tågeskov, der fortsætter næsten hele vejen frem til Machu Picchu.

Inkastien på denne strækning er en af de bedst bevarede sektioner med fin, original stenbelægning. Undervejs kommer man gennem en tunnel hugget gennem en naturlig revne i bjerget. Andre steder hviler stien på et højt fundament. Hele vejen er stien “peruansk vandret”.

Lige før tredje pas er et punkt med en fantastisk udsigt over Aobamba-dalen til venstre og Urubamba-dalen til højre. Stigningen op til passet volder ingen problemer. Højden er “kun” 3.670 meter.

Ruinen Pyutupatamarka på Inkastiens tredje pas.

På tredje pas har man udsigt til mange af de højste bjergtinder mellem Machu Picchu og Cusco. Mod vest står det 6000 meter høje Pumasillo i hjertet af Vilcabambabjergene. Mod syd knejser det 6270 meter høje Salcantay og mod nordøst det 5682 meter høje Verónica.

Under passet vandrer man gennem Phuyupatamarca. Toppen ovenfor terrasserne er hugget flad af inkaerne – et utroligt arbejde med de redskaber, som de rådede over. Nedenfor nogle terrasser er fem næsten identiske ceremonielle bade.

Phuyupatamarca blev fundet og navngivet af Hiram Bingham i 1915. Navnet betyder “By i skyniveau”, og passer godt, for ofte samler skyer sig omkring passet.

Vejen videre frem er en nedstigning ad en stejl, men fantastisk godt lavet trappe, der sætter lægmusklerne på nye prøvelser efter nogle lette timer.

Trappen ned fra tredje pas.

Nedenfor trapperne ligger besøgscentret Centro de Visitantes Wiñay Wayna. Her også en lejrplads, hvor de fleste grupper overnatter den sidste nat.

Fra lejrpladsen fører en sti op til ruinen og terrasserne Inti Pata, som Hiram Bingham også opdagede – eller rettere; fik vist, på sin ekspedition i 1915. Inti Pata betyder “solterrasser”. Lidt nedenfor hotellet ligger terrasse- og ruinområdet Wiñay Wayna, som man også besøger på den todages udgave af Inkastien.

De fleste starter den sidste halvanden timers vandring, inden det lysner for ved daggry at nå frem til Solporten og sidde og nyde udsigten ned over Machu Picchu.

Udsigten fra Solporten, Inti Punku, den fjerde dag om morgenen, når man første gang ser Machu Picchu.