Soltemplet var inkaernes vigtigste tempel og bør have høj prioritet på et besøg i Cusco. Stenene er de finest forarbejde i hele Peru, og her er den lidt slidte beskrivelse ”murene er så fint byggede, at man ikke kan presse et barberblad ind mellem stenene” rent faktisk sand. For at markere deres herredømme ødelagde spanierne store dele af templet og byggede en kirke for dominikaer-ordenen på og i resterne. I dag er det stadig dominikaerne, der administrerer stedet.

Til venstre for indgangen ligger to rum, som dominikanerne har døbt »Offerrum« og anbragt en sten fra kolonitiden med bunden i vejret som offersten. Tre huller, der er boret i stenene mellem rummene, kan have været brugt til at lede blod fra offerdyrene væk. Ved det bagerste rum er en model, der viser omfanget af Qoricancha, inden de spanske erobrere, ødelagde templet. Den enorme tempelmur, der omkredsede komplekset, nåede helt ned til det sted, hvor gaderne Av. Sol og Tullumayo støder sammen. Muren kan man i dag beundre ved bag klostergården i højre side at gå ud, hvor der er udsyn over den lille park mellem Qoricancha og Av. Sol. Her lå der i inkatiden en mark med dyr og planter i guld og sølv.

I et åbent rum ud mod parken, på den anden side af den centrale gård, hænger store plancher med tegninger og tekster fra kronikøren Felipe Guamán Poma de Ayalas bog. Motiverne viser, hvilke vigtige arbejder, der foregik – og forgår i de enkelte måneder.

Et stort billede af stjernehimlen i et tilstødende rum illustrerer, at Qoricancha var inkaernes vigtigste astronomiske observatorium. Herfra studerede de himmellegemernes bevægelser og fulgte med i hvornår solens stråler i givne vinkler ramte monolitter, der stod på bjergtoppene rundt om Cusco. På den måde kunne man holde øje med årest gang og planlægge høst og såning af de forskellige afgrøder. Systemet indeholdt også et religiøst lag. Fra Qoricancha udgik som egerne i et hjul 42 linjer, såkaldte ceques, til monolitterne og andre betydningsfulde steder i egnen omkring Cusco – måske til så langt væk som Titicacasøen. På linjerne var der mere end 330 wacas, helleige steder i naturen. Se temaet ”Hellige steder”.

De to rum til højre for klosterets centrale gård, mener man, har været templer for henholdsvis månen og lyn. Her bør man bruge lidt tid på at nærstudere de fantastisk fint tilhuggede og slebne sten. Soltemplet, det mest hellige tempelrum, er desværre ødelagt at spanierne. Tilbage er kun en del af den buede ydermur lige foran en del af Santo Domingo-kirkens mur. På indersiden af den buede mur er en niche, hvori der stod inkaernes mest betydningsfulde genstand; den runde guldskive, der repræsenterede solen, og som ved sommersolhverv reflekterede solens stråler ind i templets mest hellige rum, hvor kun inkaen måtte opholde sig. Rummet var fuldstændig dækket af guldplader, hvilket måtte have skabt et fuldstændig fantastisk gyldent skær. En lignende skive af sølv reflekterede fuldmånens skær ind i månetemplets sølvpladebehængte vægge. I dag står kirkemuren det sted, hvor guldpladens stråler blev reflekteret.

Kun tre spaniere nåede at se guldskiven. Mens Pizarro holdt Atahualpa fanget i Cajamarca, sendte han tre af sine mænd til Cusco for at skynde på tilvejebringelsen af guld og sølv. Fra deres besøg i Qoricancha beskrev de ud over skiverne af guld og sølv et guldalter, der vejede 95 kilo, og 700 guldplader på hver to kilo, der dækkede væggene. De tre mænd befalede deres indianske hjælpere af tage de største guld- og sølvgenstande med til Cajamarca, men lod solskiven af guld blive i templet. Da spanierne xx måneder senere indtog Cusco, havde inkaerne gemt den på et sted, hvor det ifølge en samtidig kronikør »var umuligt at finde den«. Hvis historien taler sandt, ligger guldskiven stadig og venter på at blive fundet.

I det underjordiske museum Museo Arqueológico Qoricancha på den græsklædte park mellem plænen mellem Qoricancha og den store gade Av. Sol er udstillet genstande som er fundet i udgravninger af området. Her er bl.a. små guldlamaer.

© Tekst og billede, Hans Erik Rasmussen