Plaza de Armas – Våbenpladsen

Flittige skopudsere, håbefulde sælgere, velklædte cusqueños og overvældede turister dvæler på plazaens bænke. De velfriserede blomsterbede, enkelte gamle træer og den flotte fontæne er omkranset af toetages huse med blå og brune balkoner og rødt tegltag.
Bygningerne omkring plazaen har arkader (på spansk portales) i den nederste etage. Hver arkade mellem to gader har sit eget navn. Mange adresser på Plaza de Armas benævnes med arkadens navn og et nummer.
I mange af bygningerne omkring plazaen ligger gode restauranter og caféer, og tit kan man være heldig på første sal at få et bord med udsigt over plazaen.

Inkaernes plads

Plaza de Armas, Våbenpladsen ligger der, hvor den centrale plads i inkaernes hovedstad lå. Pladsen var dengang dobbelt så stor og omfattede også Plaza Regocija, blokkene på begge sider af Calle del Medio og blokken, hvor Hotel Cusco ligger. Pladsen var delt af Saphi-floden, der i dag løber under bygningerne modsat katedralen. Den halvdel, som i dag er Plaza de Armas, hed i inkatiden Krigspladsen. I midten ved fontænen var en stor forgyldt sten, Krigsstenen, som man ofrede til før erobringstogter. Pladsen var centrum i hele det mægtige rige, og det var herfra, veje førte ud i fire verdenshjørner til de fire regioner.

Alle stammer, der blev underlagt inkaerne, skulle bringe jord fra deres egn til pladsen, så det symbolsk kunne blandes med jorden fra centrum i inkaernes verden. Der er beretninger om, at pladsen var dækket af hvidt sand fra kysten, muslingeskaller og guldfigurer. Fund, som blev gjort under restaureringen af springvandet i 1996, underbygger disse historier. Fundene kan ses på Museo Histórico Regional.

Henrettelser på pladsen

Mange centrale skikkelser er blevet henrettet på Plaza de Armas: Inkakongen Túpac Amaru 1., den oprørske erobrer Diego de Almagro den Yngre og 1700-tallets indianerleder Túpac Amaru 2. måtte alle lade livet her.

Natten til onsdag den 23. juli 1997 blev der begået et ublodigt, men ikke mindre chokerende »mord«. Cuscos borgmester, Salizar, havde egenhændigt bestemt, at pladsens hundrede år gamle og meget sjældne træer skulle fældes. Da ingen i byen støttede ham i den tanke, havde han kommanderet en privat entreprenør til at vælte dem klokken halv to om natten. Befolkningen var rystet, da de om morgenen så, hvad der var sket. Inden aften var der rejst en galge ved springvandet, og en dukke, der forstillede borgmesteren, var hængt op. Beboerne begyndte at rejse træerne igen, og efter få dage udstedte Cuscos øverste dommer en arrestordre på den i forvejen ikke særligt populære borgmester. Nogle måneder efter var Salizar dog tilbage i borgmesterstolen igen, mere populær end før »mordet«, da han nu havde ladet bulldozerne etablere et picnic-sted ved en flod nær byen.

© Tekst og billede, Hans Erik Rasmussen