RUNDT PÅ MACHU PICCU

Machu Picchu består af to dele, der er adskilt af en aflang græsdækket esplanade i flere niveauer. Som besøgende kommer man først til den del, hvor de vigtige templer befinder sig. Bagefter vandrer man gennem beboelseskvartererne.

Machu Picchu – den glemte by.

Når man fra hotelbyen og togstationen Aguas Calientes har kørt de 700 højdemeter i bus op gennem hånålesvingene på ”Hiram Bingham Road”, står man af på parkeringspladsen foran luksushotellet Hotel Machu Picchu Ruinas. Ved hovedindgangen til ruinerne er der café og toiletter, hvad der ikke er inde på selv Machu Picchu, så det er med at få tisset af og købt vand, inden man går ind. Bedst er det at købe vand nede i Aguas Calientes, hvor det er væsentligt billigere. Ved indgangen scannes billetten og man skal vise pas.

Lidt efter hovedindgangen går man gennem fire huse, som Bingham mente var beboelse for de personer, der havde opsyn med terrasserne. Som nogle af de få på Machu Picchu er husene tækket og giver dermed et fyldestgørende indtryk af, hvordan inkaernes huse så ud. Indgangen gennem de fire huse eksisterede ikke på inkaernes tid, men er lavet for at lette adgangen for turister.

Kort efter de fire huse fortsætter man lige frem gennem terrasserne i landbrugsområdet til ruinområdet. På terrasserne har man kun kunnet avle en høst om året, da der ikke er overrislingsanlæg, så man har kunnet høste en ekstra gang i den tørre årstid. Forskere har beregnet, at udbyttet har været knap 30 tons majs om året, hvilket kun har været nok til at brødføde omkring 300 personer. Derfor hentede man sandsynligvis fødevarer højere oppe i Urubamba-dalen. Måske brugte man majsen fra terrasserne på Machu Picchu til den majsøl, som var et centralt element i ceremonier og rituelle ofringer.

Terrasserne ender ved en trappe, der fører hele vejen fra de nederste terrasser til den originale hovedindgang til Machu Picchu.

En anden vej ind på Machu Picchu tager man ved lige før de fire huse før terrasserne at gå op til venstra ad en sti. Stien stiger ret kraftigt, men den ti-tyve minutter lange opstigning belønner sig!

Når man kommer ud af den lille kratskov, åbenbarer den første udsigt sig ud over Machu Picchu på en terrasse, som man følger frem. Ved at gå videre opad, går man først over det sted, hvor Inkastien kommer ind på Macchu Picchu, og derefter op til det ensomt beliggende, tækkede Opsynsmandens Hus, der kan ses fra store dele af Machu Picchu. Bag huset er terrasser og græsarealer, hvor man kan slappe af og beruse sig i den udsigt, som man på forhånd kender fra billeder. Det er herfra, at de ”klassiske” billede af Machu Picchu er taget. Under udgravningerne på græsarealet fandt Bingham de skeletter, som tidens forskere fejlagtigt bedømte til hovedsageligt at være fra kvinder. På græsarealet er en stor klippe, som Bingham benævnte begravelsesklippen. Her forestillede han sig, at lig lå til tørring, inden de skulle mumificeres.

Opsynsmandens hus.

Lige nedenfor Opsynsmandens Hus slutter Inkastien, som man ser skråne op ad Machu Picchu-bjergets side til Solporten, Intipunku. Har man kræfter og tid i overskud, kan man gå op til Intipunku. Længere tilbage ad Inkastien er det ikke tilladt at gå.

Fortsætter man ad de sidste meter ad Inkastien, når men efter 50-60 meter den oprindelige hovedindgang til Machu Picchu. Huller i de store sten på indersiden af »dørstolperne« har fungeret som en del af et låsesystem, der med ssammenbundne stolper har kunnet blokere indgangen. Efter hovedindgangen går man gennem en sammenbygget række beboelseshuse, der sandsynligvis har huset inkaens nærmeste medarbejdere og tjerstab. I stenbruddet på bakken efter beboelseshusene ligger store klippeblokke spredt. Her har håndværkerne forarbejdet de rå klipper til byggesten. Her ser man, at byggeriet stadig stod på, da man valgte at forlade Machu Picchu.

Ved at gå ned ad trapperne til højre, kommer man til et af de absolut vigtigste områder på Machu Picchu; Soltemplet og de omkringliggende bygninger.

Soltemplet kan kendes på den buede mur, der vender ud mod den centrale tempelplads. Templets mure består af flere hundrede næsten identiske og perfekt tilhuggede sten. Den bagerste indermur har fem nøjagtig ens nicher, hvor præsterne har haft guldgenstande stående. Indgangen til templet er lukket af, så det desværre ikke er muligt at komme ind og se det høje stenalter bag den buede mur. Derimod er det muligt at se ned på alteret fra et af husene over Soltemplet.

Alteret er sandsynligvis blevet brugt til ofringer, og når helt hen til det vindue, som vender ud mod tempelpladsen. Udvendigt har vinduet fire fremspring, der har været brugt til at fastgøre en anordning, der kastede skygge ind på alteret. Ved vintersolhverv den 21. juni står soles stråler ind gennem vinduet.

Man kender ikke betydningen af det andet vinsue, der vender hen mod indgangen til Machu Picchu, men også dette vindur har fremspring af sten.

På siden ud mod de 16 rituelle bade er en dørlignende åbning med sten med små huller igennem stenene ved “fodpanelet” Måske har hullerne været brugt til at binde en trappe af træ fast med.

Under templets fundament er der en hule, som Hiram Bingham døbte Kongegraven uden dog at have fundet knogler. I dag benævner nogler af Machu Picchus guider hulen for Templet for Pachamama – Moderjord.

Umiddelbart til venstre for templet er en flot lille bygning i to etager, som Bingham benævnte Prinsessens Palads. Den har sandsynligvis været bopæl for betydningsfulde personer med tilknytning til templet.

Inde i Soltemplet blev en naturlig klippe brugt som offerbord.

Langs med og ned gennem trappen ved siden af Soltemplet løber en lille vandkanal gennem De Seksten rituelle Bade. Vandet kommer oppe fra to kilder nær Inkastien oven for Machu Picchu. Kanalen herfra og til badene er et stykke meget sofistikeret ingeniørarbejde, der er bygget, så der selv ikke i regntiden kommer mere vand ned til Machu Picchu, end badene kan klare. Faldene og badene er udformet, så de aldrig løber over eller svines til, men forsyner byen med rent vand året rundt. Læg mærke til, hvor forskelligt de seksten bade er konstrueret for at tilgodese forskellige behov. Nogle kan bruges til at vaske sig i og andre til at hente vand ved. Rituelle afvaskninger var en vigtig del af inkaernes religiøse praksis. Vandet selv var også et element, som man ærede.

Rituelle bade og fontæner var derfor et til stede på alle vigtige inkabyggerier. Således også her mellem Soltemplet og Det kongelige område.

Det taglagte hus med tre vægge går under navnet Bademesterens Hus. Med kun tre vægge er det dog usandsynligt, at det har været et beboelseshus – snarere et depot.

På den anden side trappern med vandkanalen ligger de huse, der kaldes Det Kongelige Område. Sandsynligvis er det her, at inkaen Pachacutec har boet, når han har opholdt sig på Machu Picchu.

Går man ud gennem husene til terrassen, der vender ud mod den centrale plads, finder man en glasdækket udgravning. Kik ned og opdag hvordan terrasserne er understøttet af mure under jorden.

Hovedtemplet i Den centrale Tempelområde.

Den centrale tempelplads er et andet vigtigt område på Machu Picchu. Med front mod Den centrale tempellads ligger Templet med de Tre Vinduer. Der har været teorier om, at templet skulle have en forbindelse til legenden om, at de første inkaer stammede fra en hule eller hus med tre vinduer. Tager man fra Den centrale Plads templet i nærmere øjesyn, ser man imidlertid, at der oprindeligt har været et vindue mere på hver side af de tre nuværende. Læg samtidig mærke til de store blokke, der udgør den nederste del af muren.

På siden ud mod Den centrale tempelplads står en stensøjle, der har båret en stor træstamme, der understøttede taget.

Huset til højre for Tempelet kan have været bolig for præster. Til venstre ligger Hovedtemplet, som man mener var det vigtigste tempel på Machu Picchu. Dels på grund af størrelsen, og dels fordi det bagved har et Sakristi, hvor præsterne kan have forberedt sig på ceremonierne. Den ødelagte mur i Hovedtemplet skyldes et stort træ, som gennembrød muren i de århundreder, da Machu Picchu var affolket. Ved den venstre indgang til sakristiet er en sten med ikke mindre end 32 hjørner. Foran hovedtenplet står i jorden en pyraminelignende sten, der siges at repræsentere Sydkorset.

Templet med de Tre Vinduer på den hellige tempelplads er orienteret nøjagtig i retning af solopgangen d. 21. juni.

Fortsætter man ad stien bag Sakristiet, kommer man op på den bakke, hvor inkaerne havde deres største helligdom – Intihuatana. Ordet er quechua og betyder »det sted, man tøjrer solen«. Inkaerne havde en »solsten« i alle vigtige byer, men denne er den eneste, der undgik spaniernes ødelæggelse. Erobrerne blev hurtigt klar over, at Intihuatana-stenen var centrum i inkaernes solkult, og den skulle derfor ødelægges – for dem eksisterede kun én sand gud.

Man kender ikke den nøjagtige funktion af stenen, men om morgenen ved vintersolhverv kaster en kant på stenen og en kant på stenblokken bag solstenen en trekantet skygge i hvis midte er hakket et øje. Fortsætter man på vintersolhvervs morgen solstrålernes linje over Solstenen til bjergsiden vest for Machu Picchu, rammer de ind gennem den midterste af fem døråbninger på et tempel i den meget lidt kendte ruinby Llaqtapata. Dette er et strålede eksempel på, hvordan inkaerne byggede deres vigtigste templer, så deres indbyrdes placering og placering i naturen var afstemt efter solens retning ved solhverv og jævndøgn.

Fra bakken med Solstenen følger man pilene ned ad bakken og videre langs ned til den bagerste del af Den Centrale Plads til to trevæggede bygninger, der åbner ud mod en lille plaza. Plazaens østvendte side udgøres af en flad og flere meter høj klippe, Den hellige Klippe, der har samme konturer, som bjergene på den anden side af Urubamba-floden.

Bag den lille plaza er registreringsboden, hvorfra turen starter op til Wayna Picchu.

Solstenen.

På vejen tilbage mod hovedindgangen går man gennem beboelseskvarteret. Mange af bygningernes gavle var styrtet sammen, da Bingham gjorde Machu Picchu kendt, men er nu genopført.

I en bygning midt i kvarteret er to sten i jorden hugget ud, så de synes at have været mortere. De er meget flade, og kan ikke have indeholdt ret meget majs under brug. Der eksisterer en teori om, at de har indeholdt vand og fungeret som spejl, hvor man har kunne “fange” himmellegemer”.

Nær den store trappe, der adskiller terrasseområdet fra beboelseskvarteret finder man Kondortemplet. Det ene hjørne af en flad klippe på jorden er udhugget, så det meget tydeligt ligner en kondors hoved. En hesteskoformet sten foran minder om kondorens hvide halsring. Står man foran hovedet, minder to skrå klipper om kondorens vinger. For inkaerne symboliserede kondoren den kosmiske verden over mennesket.

Hovedet af kondoren i Kondortemplet.