ANDESBJERGENES SIXTINSKE KAPEL
Den lille by Andahuaylillas har en smuk plaza med gamle træer, og er omgivet af hvidmalede huse med blå vinduer og døre. Det i sig selv gør byen til et sted, der er værd at besøge for at mærke stemningen i en typisk lille bjergby.
På plazaen ligger en af Sydamerikas mest fantastiske kirker. Kirken, der blev bygget af jesuitterne sidst i 1500-tallet, er byens absolutte hovedattraktion. Tilnavnet »Andesbjergenes Sixtinske Kapel« er ikke grebet ud af bjergenes blå luft, men fortæller rammende, at loft og vægge er malet med religiøse motiver ganske som især væggene i det Sixtinske Kapel i Vatikanet. Når øjnene først har vænnet sig til den dunkle belysning, træder detaljerne på det gyldne, sirligt udskårne alter frem. Læg mærke til de to malerier på hver side af døren: Vejen til himlen er smal og tornet, mens vejen til helvede er bred og fyldt med blomster.

Kirken i Andahuaylillas – Andesbjergenes Sixtinske Kapel

Det udsmykkede loft i Andesbjergenes Sixtinske Kapel.