SANTA CATALINA-KLOSTERET

Santa Catalina blev grundlagt af en rig enke, María de Guzmán, i 1580 og videre udbygget i 1600-tallet. Stedet henvendte sig udelukkende til den lokale spanske overklasse. Under koloniperioden var det sædvane, at rige familiers anden datter skulle være nonne. Pigerne blev bragt til Santa Catalina så tidligt som fra treårsalderen. Nonnerne kom aldrig uden for murene og talte kun med deres besøgende familiemedlemmer gennem et dobbelt trægitter – og da med en ældre nonne som bisidder.

Familierne sørgede godt for deres datter i Santa Catalina. De mest velhavende havde op til fire tjenestepiger, der også var tvunget til konstant ophold i Santa Catalina. Nonnernes liv bag de store mure, hvor de bedste kunstnere kom og underholdt, stod ikke tilbage for den velstand, resten af familien nød udenfor. I sin storhedstid boede cirka 450 kvinder i Santa Catalina. Heraf de 300 tjenestefolk.

I 1871 ankom en pavelig udsending og krævede forholdene ændret, da man ikke mente, de luksuriøse forhold var tilladelige for nonner, der burde tilbringe deres liv i fattigdom og bøn. Nonnernes tjenestefolk fik valget mellem at blive på klostret som nonner eller forlade området. Stedet fortsatte som kloster, om end nonnernes tilværelse blev mindre luksuriøs.

I klosteret Santa Catalina hersker en stille ro.

Først i 1970 blev portene åbnet til Santa Catalina, da Arequipas borgmester pålagde nonnerne at installere lys, vand og kloakering. Det nu fattige kloster så ingen anden udvej end at åbne størstedelen af området for offentligheden, der i dag frit kan vandre rundt i den efterhånden fuldstændig restaurerede by. Godt 20 nonner lever stadig afsondret i den nordlige del, men kan nu både modtage besøg og forlade Santa Catalina, som de vil.

I en café sælger de hjemmebagte kager, ligesom der ved indgangen er en souvenirbod.