COLCA-KLØFTEN

I Colca viser Andesbjergene sig fra deres mest imponerende side, kondorer er næsten umulige ikke at se, og befolkningen er meget imødekommende over for rejsende.

Colca-kløften set ved udsigtspunktet Cruz del Condor.

Colcakløften, Cañon del Colca, er ved at blive et af Perus store rejsemål. Selv om kløften i både bøger og hos bureauer i Arequipa udråbes til at være verdens dybeste kløft, er det en sandhed med modifikationer: Cotahuasi-kløften små 100 km mod vest er nogle få meter dybere! Den detalje gør ikke oplevelsen mindre. Ved Cruz del Condor er der cirka 2800 meter fra bjergets top til kløftens bund. Til sammenligning er Grand Canyon i USA 1600 meter dyb.

En tur til Colca-kløften tager sit naturlige udgangspunkt i Arequipa. Efter at have passeret Chachani-vulkanen (6.075 m o.h.) kører man tværs gennem det 3.670 km2 store Reserva Nacional Salinas y Aguada Blanca i næsten 3900 m’s højde. Reservatet er hjemsted for vicuñaen og et af de bedste steder at komme på nært hold af det sky dyr. Minibusser med turister på vej til Colca holder gerne, hvis man er tæt på en flok vicuñaer.

Vejen fortsætter over højsletten, inden den falder til Chivay, der er den østlige indfaldsport til Colca-kløften.

Colcakløften.

Legenden siger, at kløften allerede blev underlagt den fjerde inka, Mayta Capac. På dette tidspunkt i 1200-tallet herskede inkaerne ellers kun omkring Cuzco. Mayta Capac var fra første besøg klar over, at her var et spisekammer, som resten af Inkariget kunne drage nytte af. Inkakongen understregede sin magt ved at gifte sig med en høvdingedatter nær Chivay. Til ære for inkaen byggede egnens bønder et tempel belagt med kobber. Til gengæld sørgede inkaerne gennem de kommende århundreder for at udbygge de overrislingskanaler og terrasser, der den dag i dag sikrer bønderne et solidt udbytte af kartofler og majs.

Ganske som inkaerne før dem blev de spanske erobrere klar over betydningen af at dominere den frodige kløft. For at få kontrol over indianerne i kløften beordrede kongemagten hjemme i Spanien, at indianerne skulle bosætte sig i de 14 landsbyer, som spanierne etablerede. Indianernes kultur led et alvorligt knæk ved denne tvangsforflytning, og nye sygdomme betød, at befolkningstallet blev reduceret fra 60.000 til 15.000.

Efter Perus selvstændighed mistede Colcaområdet sin betydning og gled efterhånden ud af folks bevidsthed. I 1920’rne, da kortlægningen af Andesbjergene fra luften var indledt, »opdagede« en amerikansk eventyrer og luftfotograf kløften, som han kaldte »inkaernes ukendte dal«, men det var først i 1975, at øjnene for alvor rettedes mod kløften. Et udenlandsk selskab undersøgte mulighederne for at iværksætte et overrislingsprojekt i Majesdalen neden for Colca. I den forbindelse anlagde man veje, og langsomt begyndte forskere, rejsende, vandrere og peruanske turister at bevæge sig ind i kløften.

Beboere i Colcakløften.

På vejen mod vest ind gennem kløften har man hele tiden udsigt til de imponerende terrasser, der stadig bruges af egnens bønder. Undervejs passerer man også de byer, som spanierne grundlagde i 1500-tallet. Kirkerne er stadig i brug og er stort set ikke ændret eller vedligeholdt siden.

Den gennemgående vej går på sydsiden af kløften – derfor er landsbyerne Coporaque, Ichupampa, Lari og Madrigal på nordsiden ikke særligt besøgte. De kan nås med bus fra plazaen i Chivay.

Syd for kløften når man først til Yanque med en af de arkitektonisk mindst spændende kirker i Colca. Til gengæld er her varme bade. Achoma er næste lille by.

Kirken i Maca blev meget beskadiget ved jordskælvet i 1990 men er restaureret med blandt fransk hjælp. Den er absolut et besøg værd, da den er en af de bedste repræsentanter for de tidligste spanske byggerier i det sydlige Peru. Pinchollo er den mindste og fattigste by i Colca og udgangspunkt for vandreture op til gejseren på nordsiden af Hualca Hualcavulkanen.

Cruz del Condor er i bogstaveligste forstand et af højdepunkterne i Colca-kløften. På dette sted er der mere end 1100 m i næsten lodret fald ned til floden og 1700 m op til Peregrino-bjergets snedækkede top på den anden side kløften.

Som udsigtspunktets navn antyder, er her store muligheder for at se kondorer – kløften er meget smal her, og kondorerne flyver derfor tæt forbi. De store fugle holdes i luften af opadstigende varme luftstrømme. Det kan ske, at de lander ved udsigtspunktet. Sørg i så fald for ikke at forstyrre fuglene ved at gå for tæt på. Det bedste tidspunkt at se kondorer er om morgenen, når solen er begyndt at varme luften.

I Colcakløften kan man med lidt held opleve kondorer på nært hold.

Kondoren er med en vægt på op til 15 kilo, verdens tungeste fugl, der kan flyve. Vingefanget er op til 3,20 meter. Vægten og den tynde luft betyder, at den har svært ved at komme på vingerne fra flad jord.

I luften vinder kondoren højde ved langsomme, kraftige vingeslag, hvis den ikke kan svæve på opadgående, varme luftstrømme.

Hannen kan kendes på sin mørkerøde kam på hovedet. I modsætning til de fleste andre rovfugle er han større end hunnen.

Kondoren bliver drægtig i fem-seksårsalderen, og kan leve i op til 70 år. Som ung er kondoren brunlig, mens voksendragten er sort med hvide aftegninger på oversiden af vingerne og den karakteristiske hvide, dunede krave om halsen. Et kendetegn er også de syv svingfjer på vingerne.

Reden placerer kondoren på utilgængelige bjergsider i op til 5000 meters højde. Den består blot af nogle grene og sten omkring de to æg. Begge forældre – der danner par livet igennem – ruger begge de 54-58 dage ind til æggene klækkes. I inkaernes mytologi var kondoren symbolet på den øvre, kosmiske verden. Et godt sted at betragte den er fra Cruz del Condor i Colca-kløften.