NATIONALPARKEN MANU

Nationalparken Parque Nacional de Manu strækker sig fra Andesbjergenes tinder ned ad bjergenes nordøstvendte skråninger og langt ind i regnskoven. Det giver mange meget forskellige biotoper. Manu er samtidig et af Jordens bedst bevarede regnskovsområder. Da området er så svært tilgængeligt, har der aldrig været nogen nævneværdig jagt, og guldgravere, gummitappere og olieselskaber har aldrig etableret sig.

I Manu findes en fantastisk variation i dyre- og plantelivet. Indtil videre er registreret langt over 1200 sommerfuglearter, 200 pattedyrarter – heraf 13 abearter – og 15.000 plantearter. Hertil skal lægges millioner af insektarter.

Området afvandes af Manufloden og dens utallige bifloder, og på ture i Manu sejler man fortrinsvis på Manufloden.

Parken blev etableret i 1973. I 1977 gik UNESCO ind i arbejdet med at beskytte Manu, og i 1987 erklærede FN-organisationen parken for en del af verdens naturarv for fortsat at sikre Manus enestående dyre- og planteliv. Den samlede park er på knap 19.000 km², og er inddelt i tre zoner: kulturzonen, reservatzonen og parkzonen. Det er kun tilladt at besøge de to første zoner i parkens østlige del, der omfatter under 20 procent af parkens samlede areal. Parkens største område er kun tilgængeligt for videnskabsfolk med specialtilladelser og for de oprindelige folk, der har levet her gennem årtusinder – bl.a. machiguengaerne, der er et af Perus største lavlandsfolk. Andre oprindelige folk i den lukkede del af Manu er yora-yaminahua, mashco-piro og huachipairi. Flere grupper har først for nylig fået kontakt til den moderne verden.

De korteste og billigste ture til Manu foregår med bus fra Cusco til private lodger omkring byen Salvacion. På kortet er området ikke markeret som en del af Manu, da det har status af buzzerzone. Området ligger i Andesbjergenes laveste dale, og man er endnu ikke helt ned i det flade, lavtliggende Amazonas.

Det kræver officiel tilladelse at besøge parken, og besøg må kun ske i følge med en guide. Herved sikrer man sig kontrol med strømmen af turister – der ikke er alarmerende stor, da der er loft over antallet, der kan besøge parken.

Efter at bureauer ikke længere bruger landingsbanen i Boca Manu ved indgangen til parken, er det tidskrævende at komme til Manu.

Der findes forskellige kombinationsmuligheder af transport med fly og bus. Ved at flyve sparer man et døgns transport i hver ende, men mister samtidig kørslen gennem den højeste del af parken. Nogle vælger at køre i bus ned og flyve hjem. Turen går fra Cusco, gennem Paucartambo og Pilcopata til Shintuya, hvor vejen slutter. Undervejs overnatter man gerne i bureauets lodge i den nedre del af bjergene. Fra Shintuya sker transporten i båd. Igennem det ugelange ophold i parken overnatter man typisk de fleste nætter i telt på flodbredden – i enkelte tilfælde på bureauernes egne lodger.