MALARIA

Malaria hærgede Europa gennem århundreder. Malaria er en parasit, der overføres af myggens spyt, og som formerer sig inde i de røde blodlegemer. På et tidspunkt dør patienten, da de røde blodlegemer ikke længere er i stand til at transportere ilt. Den eneste kendte ”kur” var at tappe blod af patienten, der dermed kom i endnu større livsfare. Europæiske læger kendte således hverken årsag eller kur mod malaria.

Allerede i 1633 skrev jesuittermunken Fader Calancha, at ”der i landet med byen Loxa (Ecuador) vokser et træ, som de lokale omtaler som træet med bark mod feber, og som har farve som kanel. Når man pulveriserer mængden der svarer til en vægten af to sølvmønter og tilbereder det i en drik, helbreder man feberen. I Lima er der sket mirakuløse helbredelser”. Desværre hæftede ingen sig ved informationen.

I 1638 fik helbredelsen af helbredelsen af Greven af Chinchóns kone i Lima en klassificeringsmand til at benævne træet Chinchona for at ære greven.

I 1644 kom en anden jesuittermunk fra Peru til Rom, der var slemt hærget af malaria. Munken gav drik lavet af den pågældende bark til præsterne, og mange oplevede at blive helbredt. Fra da af begyndte jesuittermunke i Peru at sende bark, der gik under navnene ”perubark” og ”jesuitterpulver” til Europa.

I Nordeuropa, hvor man efter reformationen forfulgte kættere og alle der ikke fulgte den rette, protestantiske tro – tænk på heksebrændingerne på Christian 4.’s tid – havde man ikke tiltro til de katolske jesuitters helbredelsesmetoder, og derfor vandt denne helbredelse mod malaria ikke indpas.

I 1735 rejste en fransk botaniker til Sydamerika for at samle frø fra det træ, der indeholdt kuren mod malaria. Han var overbevist om, at han ved sin tilbagekomst ville blive udnævnt til medlem af det prestigefyldte Franske Videnskabsakademi. 26 år senere stod han i Buenos Aires, klar til at sejle tilbage til Europa, med en last af frø, barkprøver og omfattende viden om hvordan de forskellige arter af træet skulle passes. Få dage før sin afrejse fik han alt frarøvet! Forbrydelsen tog hårdt på hans mentale tilstand, og selv om han blev yderligere ti år i Sydamerika, lykkedes det ham ikke at genvinde hverken velbefindende eller viden om kuren mod malaria. Efter sin tilbagekomst til Paris døde han på et sindssygehospital.

Først i starten af 1800-tallet fik Europa den første beskrivelse af studier af chinchona-træet i den tyske naturforsker og opdagelsesrejsen Alexander von Humboldts rejseberetninger. I 1820 identificerede franske videnskabsmænd det stof, der virkede mod malaria, og navngav det quinina efter den indianske ord quinaquina, der betyder ”barkens bark”. Deraf det danske navn kinin. Det varede ikke længe før man også fandt ud af, at der er stor variation af hvor høj virkningen er i indholdet af bark fra de mere end 30 arter af chinchona-træ, og sågar af hvor den enkelte underart vokser.

I Europa varede det ikke længe før at man vidste, at det gjaldt om at have en sikker leveringsmulighed af bark fra de rigtige træer. Måden var at lokalisere de bedste træer, samle frø, og dyrke dem i let tilgængelige plantager. England sendte i 1859 en ekspedition til Peru med det formål at indsamle frø fra chinchona-træet.

Det lykkedes et af ekspeditionsmedlemmerne at smugle frø ud af Peru (eksporten af frø og levende planter var forbudt, da Peru og også Ecuador og Bolivia, ønskede at bevare deres monopol på salg af kur mod malaria), og få dem sået og plantet i Indien og Ceylon. Nogle år senere opdagede de, at træerne indhold af virksomt stof mod malaria var meget lavt.

Samtidig arbejdede englænderen Charles Ledger i Peru og Bolivia med eksport af Chinchona. Han opdagede, at den mest virkningsfulde kinin stammede fra træer der voksede omkring den øvre Beni-flod i Bolivia. Det lykkedes ham i 1865 for 750 dollar at købe frø fra træet af en lokal indianer. Ledger rejste til England for at sælge frøene, men regeringen var ikke interesseret, da man netop havde sået frøene fra Peru og Bolivia, men endnu ikke opdaget, at de var stort set værdiløse. I stedet solgte Ledger frøene til den hollandske regering, der såede dem på Java. Arten fik det latinske navn Chinchona Ledgeriana og med dem fik Holland de næste hundrede år et reelt monopol på kinin mod malaria. Indianeren der solgte frøene til Ledger betalte prisen – han blev anholdt, tortureret og døde kort efter sin frigivelse.

Under 2. Verdenskrig besætter Tyskland Holland og Japan invaderer Java, og produktionen af kinin falder dermed i hænderne på aksemagterne. I 1944 lykkedes det USA at udvikle en kunstig kinin, og prisen på naturlig kinin falder. I årene efter udvikler malaria-parasitten resistens mod kunstig kinin, og især under Vietnamkrigen, hvor hundredetusinder af amerikanske soldater får malaria, erkender man, at der er behov for at få ny, naturlig kinin, der er langt mere bredspektret end den kunstige. En af dem, som sikrer amerikanerne naturlig kinin fra verdens bedste chinchona-træer, var Klaus Barbie, Slagteren fra Lyon, der foranledigede deportationen af tusinder af franske jøder til Auschwitz. Efter 2. Verdenskrig var han flygtet til Bolivia, hvor han ud over at virke som rådgiver for den bolivianske regering også etablerede sig som eksportør af kinin til USA.