GUMMI

I 1839 opdagede amerikaneren Charles Goodyear vulkaniseringen af naturgummi. Indtil da et grumset hvidt stof der siver ud af specielle træer, og som på en gang er elastisk og vandtæt. Allerede Colombus skrev, at han havde set indfødte bruge nogle specielle elastiske bolde i deres lege. I 1743 brugte en fransk videnskabsmand latex af gummisaft til at forsegle sine instrumenter, da han sendte dem hjem, og blev dermed manden, der introducerede latex i Europa. Senere begyndte en engelsk kemiker at sætte gummi (som viskelæder) i enden af blyanter. Brugen af naturgummi var dog stadig minimal, da den var blød og klæbrig i varme og skrøbelig og hård i kulde. Det ændrede sig, da Goodyear varmede naturgummi med sulfid og dermed fik et stof, der bevarede sin styrke og elasticitet uanset temperaturen. Da Dunlop udviklede luftslangen, kom der øjeblikkeligt et enormt behov for naturgummi fra Amazonas.

I 1831 (syv år før Goodyears opdagelse) eksporterede man 31 tons fra hele Amazonas. I 1880 eksporterede man 8000 tons, omkring århundredeskiftet sendte man 27.000 tons ud og mængden steg stadig år for år. Hundredevis af gummifirmaer så dagens lyd. Alt hvad man behøvede, var en sum penge til investering, et område jungle og folk til at indsamle naturgummi. Gummibaronerne boede blandt andet i Iquitos i Peru og Manaus i Brasilien, hvor de drak fransk champagne og gik i skræddersyet europæisk tøj. Operaen i Manuas havde de bedste europæiske kunstnere på plakaten og Gustav Eifel blev hyret som arkitekt i Iquitos.

Naturgummi kommer fra viskose plantasaft fra to forskellige træer; caucho, Hevea Brasiliensis og goma, Castilla Ulei. Det kemiske indhold af de to træers plantesaft er lig hinanden, men udvindingen er meget forskellig. Gummitræets latex er af ringere kvalitet og høstes ved at fælde træet. Cauchotræets latex er af højere kvalitet og udvindes på en bæredygtig måde ved at man skærer nogle snit i barken, hvorved saften løber ned i skåle, som man binder på træet. Udvindingen af gummitræer kræver omrejsende arbejdere og ødelægger skoven, mens udvindingen af caucho skete ved at fastboende vandrede ad stier, såkaldte estradas, og tappede gummi i regntiden, hvor saftproduktionen er størst.

Trods de forskellen i arbejdsform var de slavelignende forhold for arbejderne ens. Ansættelsen skete ved at gummifirmaerne på forhånd gav gummisamlerne mad, varer og redskaber på forhånd. I ansættelseskontrakten stod hvilken værdi de havde modtaget og de med deres løn – som de kun måtte bruge internt i firmaet – afdragede på deres gæld. Reelt nåede de aldring at blive gældfri, da prisen på fornødenheder var stor og lønnen lav. Gælden kunne vokse for hvert år de arbejdede, og arbejdede de ikke, blev de straffet for ikke afdrage på gælden. Således var slaveriet reelt indført i Amazonas.

Så sent som i 1987 oplevede denne bogs forfatter, at ansatte i et tømmerfirma i det indre af boliviansk Amazonas fik deres løn udbetalt i værdikuponer, der kun måtte bruges i firmaets eget handelshus.