Fra San Juan til Tucuman

Nord for Mendoza er enorme, øde landområder. De vejfarendes helligsted for Difunta Correa kan besøges på rejsen. Parkerne Ischugualasto og Talampaya byder på fund af dinosaurer og sandstensformationer. I Quilmes er arkæologiske levn fra indianerbebyggelser, hvor de indfødte kæmpede heroisk mod spanierne.
SAN JUAN
I San Juan bør man besøge Museo Casa de Sarmiento, præsident Sarmiento’s hus, der i dag er et museum. Sarmiento var præsident fra 1868 til 1874 . Huset er en smuk, hvid bygning, der som en af de eneste i byen ikke blev ødelagt af det voldsomme jordskælv, der 15. januar 1944 lagde det meste af San Juan i ruiner og dræbte over 10.000 mennesker.
DIFUNTA CORREA
På vej RN-141 øst for San Juan er helligstedet Difunta Correa. Historien fortæller, at en mand ved navn Baudilio Correa blev taget til fange og dræbt i La Rioja under borgerkrigen i 1840’erne. Hans enke, Deolinda Correa, vandrede med deres baby til La Rioja for at hente liget. På grund af væskemangel faldt hun om ved vejen og døde. Difunta betyder “afdøde”. En forbipasserende fandt hende og så, at babyen havde overlevet ved at suge mælk fra hendes bryst. Deolindas grav blev snart et valfartssted, hvor rejsende kom for at takke for, at de mirakuløst havde overlevet ulykker. I dag er der et helt bjerg med altre og takkegaver i form af alt fra vandflasker til nummerplader. Alene i påsken valfarter over 100.000 mennesker til stedet. Mange tilbagelægger endda en del af rejsen på knæene. Difunta Correa er således de vejfarendes uofficielle helgen.
ISCHIGUALASTO
Valle de la Luna – Månedalen, som den også kaldes, byder som Talampaya på eroderede sandstensformationer, bl.a. El Submarino – Undervandsbåden. Fra parkadministrationen ledsager parkbetjente alle besøgende på den flere timer lange rundtur. Undervejs kommer man forbi forstenede træer fra Triassicperioden, hvor også dinosauer levede i området. Paleontologer gør store fund af dinosauerskeletter i parken, ligesom geologer studerer de fritstående lag fra perioder så gamle som for 235 millioner år siden. Månedalen er flottest i lyset af den sene eftermiddags solsstråler.
TALAMPAYA
14 km ind ad en sidevej fra hovedvejen ligger besøgscentret til Nationalparken Talampaya. Det er ikke tilladt at køre ind i parken, der omfatter et areal på 215 km², i eget køretøj, men minibusser med guider kører hver time. Man kan vælge mellem ture på 2½ time eller 4½ time. Begge omfatter de mest spektakulære steder. Parkens vigtigste punkt er Talampayakløften, der skærer sig gennem bjergkæden Los Colorados. Kløftens sider er op til 180 meter høje lodrette, rødbrune sandstensvægge i buede formationer. Ved indgangen til kløften er der helleristninger udført af de indianere, der levede her for 1.000 år siden. Klippeformationerne har navne efter det, som de med lidt god vilje kan ligne; Los Reyes Magos, De Hellige Tre Konger – en af dem rider på en kamel, El Monje – Munken og La Catedral, Katedralen. Mange besøgende er heldige at se kondorer ved Talampaya. Besøg om muligt parken om morgenen, når solen skinner på kløftens vægge.
TUCUMÁN
Hovedstaden i den sukkerrørsproducerende, tæt befolkede provins af samme navn er Argentinas fjerdestørste by, et stort handelscentrum og en by, som få danske turister vil finde tiltrækkende. Kommer man igennem byen, bør man besøge Casa Histórico de la Independencia to blokke syd for Plaza Independencia, hvor en gruppe unitarister (s. 105) d. 9. juli 1816 erklærede Argentina uafhængigt fra Spanien. Bygningen er i dag historisk museum (åben 10-18).
QUILMES
180 kilometer vest for Tucuman på Ruta 40 ligger Quilmes. Ruinområdet dækker ca. 30 hektar og består af genopbyggede mure, der som terrasser breder sig op ad en bjergside med udsigt over den dal, som indianerne overrislede. Quilmes fungerede som et fort, hvor indianerne i 1600-tallet forsvarede sig mod spaniernes hårdhændede forsøg på at kristne dem og tvinge dem til slavearbejde. Ved indgangen til ruinerne er et skønt hotel med et dejligt poolområde. Indvending er hotellet udsmykket af den lokale kunstner, Héctor Cruz, der har opbygget et kombineret museum og galleri, Museo Pachamama, i den nærliggende by Amaicha. Omkring kaktushaver og smukke stenbelagte arealer står store figurer og organiske bygninger udsmykket med sten. I en udstillingsbygning er hans flotte vævede tæpper udstillet. Stedet opfatter Héctor selv som et alter for Moder Jord.
QUILMES – INDIANERNE OG ØLLET
Quilmes er navnet på et af Argentinas største ølmærker og produceres lige syd for Buenos Aires’ centrum.
Quilmes var også navnet på en heroisk indiansk gruppe i provinserne Salta og Tucuman, der kæmpede bravt mod de spanske erobrere, men tabte kampen i 1667. De 2.000 overlevende quilmes-indianere deporterede spanierne til den plet jord syd for Buenos Aires, som i dag er industriforstaden Quilmes.
Det var dog ikke indianernes efterkommere, der grundlagde bryggeriet, med derimod en tysk immigrant.