Kiss & fly – Sårbarhed & styrke. En måned i Møllen & i junglen

31 år har vi kaldt hinanden kærester, 29 år mand og kone… for 20 dage siden kyssede jeg Hans Erik farvel og på gensyn om en måned. For 41. gang er han rejst om på den anden side af kloden. Jeg hører ham fortælle til andre om sin kærlighed: Jeg er gift med Birgitte – og Sydamerika

Jeg vidste godt, hvad jeg gik ind til… og at det var hans store passion og ville blive en stor del af hans arbejdsliv – jeg måtte og ville gerne dele. Jeg havde selv min kæmpe lidenskab for kunsten. Lige nu er det en fed fornemmelse, at vi ikke har kontakt på nogen måde i en måned… Det giver en vidunderlig ro og fordybelse med en hverdag alene for en stund…

Men jeg husker også, da børnene var små og de begge havde skoldkopper – da snerrede jeg af ham ved afrejsen, ked af det og frustreret: ”Når du kan rejse helt til Bolivia, så kan du også gå herfra ud til bussen og finde til Kastrup selv”. Fem uger senere kom han gående med rygsækken ind af vores indkørsel – og der fik han kys og kram i velkomst. Næste dag blev vi enige om, at jeg skulle tage to uger til Provence for at fordybe mig i kunsten.

Det er mig en medglædende lykkerus at vide, at han for første gang siden vi fik børn, tillader sig at tage af sted … 100% kun for sin egen personlige skyld. Han vil gå på opdagelse i sin underbevidsthed – sin sjæl, for at hele i dybden de voldsomme traumatiske oplevelser gennem flere år fra barndommen. Han har tidligere oplevet et håndfuld ayahuascaceremonier gennem nogle år i Peru og haft tæt kendskab til de oprindelige folk, der har denne åndelige tradition. Junglens læredrik gav ham store indsigter indad og en dyb kontakt med naturen. Men hverken han eller jeg havde på nogen måde fået den tanke, at han HELT kunne heales med Amazonasindianernes plantemedicin. Vi havde kæmpet så hårdt i så mange år.

Men nu er han taget på en måneds ophold med otte ceremonier og en plantedieta alene i en palmehytte i junglen i den peruvianske del af Amazonas – kun i kontakt med tre shamaner.

Jeg forsvinder ind i nuet i mit eget liv og ”glemmer” ham i næsten flere dage – f… hvor er det sundt… Vi flyttede sammen igen for et halvt år siden efter knap to år, hvor vi boede i hver vores bolig her på matriklen i vores lille levefællesskab med to andre kvinder. Vi var blevet enige om, at det sled for meget på mig, at bo tæt sammen med en partner med Kompleks-Post-Traumatisk-Stres-Disorder. Efter den var kommet op til bevidstheden – var der megen vrede, der skulle ud.

I efteråret efter et manderetræte (med for første gang i over to år en ayahuasca-ceremoni) – hentede han mig i Jylland hos min mor. Hun havde ikke langt igen… jeg havde haft megen tid til at sidde stille ved hendes seng og tænke og mærke over, hvad jeg ville med resten af mit liv. Om jeg ville fortsætte med at leve med en traumatiseret mand… og om der var et håb for en endelig healing.

Jeg satte mig ind i bilen, kyssede ham, fornemmede en længe savnet ro fra ham, kiggede ham i øjnene og sagde stille, men utrolig klart og sikkert: ”Jeg har taget en beslutning – og den kan ikke laves om. Du må på intensiv ayahuasca-helbredelse og rejsebureauet sættes på stand-bye i mindst et halvt år, hvis vi skal fortsætte vores liv sammen. Jeg vil SÅ gerne, at vi følges ad resten af livet og ældes sammen i et fællesskab. Men hverken du eller jeg, vores børn, venner og ansatte skal og kan mere klare dit traumatiserede nervesystem. Jeg aner ikke, hvordan vi skal klare det økonomisk, men jeg skaffer pengene, du skal kun tænke på din helbredelse. Jeg ved, vi er holdte af universet, når vi laver det indre arbejde.”

Næste dag bookede vi otte ayahuascaceremonier seks forskellige steder rundt i landet og en integrationspsykolog. De følgende måneder researchede vi endnu dybere og dedikerede, netværkede og delte med andre folk rundt i verden, om deres viden og oplevelser. Videnskaben er også begyndt at forske grundigt i disse stoffer – igen – de psykedeliske substanser har fået en renæssance.

I løbet af vinteren er der sket en massiv udrensning gennem ceremonierne, hvor han har fået forløst hovedparten af det resterende mørke, sorg, vrede og skam – ja, alle de spændinger, der sad i nervesystemet og i hans ånd. Han var helt udmattet, men også meget mere rolig og lettet, når han kom hjem.

Psykoterapi og masser af anden hjælp, har lavet et kæmpe forarbejde, men det var aldrig nok. Det var som om, der skulle slås hul i en betonmur – et forsvarsværk, som kun et psykoaktiv stof kunne gøre …

Derefter begyndte magien… jeg mærkede så tydelig, hvordan tilliden og hans følelse af større værdifuldhed trådte meget mere frem i dagligdagen. Det var som om en skytsengel havde sat sig på toppen af Møllens tag og holdt hånden over vores forhold. Min lettelse var overvældende inden han tog afsted …

Jeg ved han kommer tilbage med en endnu større kraft.  Han har i en måned været total uden påvirkning udefra – kun haft ro og tid til at mærke ind i sin egen kerne, hvor vi alle er hele, fulde af styrke og med en uendelig kærlighed til os selv og andre. Miraklernes tid er ikke forbi.

Jeg har tænkt mig at hente ham i lufthavnen på mandag …