Foråret pibler frem – her i aprillyset ses vinterens præg på jord og bygninger. Vi vælger, at have tiltro til at der pludselig dukker en sjæl eller to op, med stor handyglæde, der har lyst til at bo her på matriklen i kortere eller længere tid. Anja, Hans Erik og jeg har så mange andre gøremål – vi kan og vil ikke regne det ud fra et kontrollerende sted … men tror på at når vi slipper frygt og hver dag gør det vi elsker, så bringer universet det vi har brug for …
For tre uger siden dumpede der en besked ind til mig fra Jimmi Schmidt på 47 år bosiddende i København. Han havde længe læst mange af mine indlæg som projektleder i vores fb-gruppe omkring vores levefælleskab Polynesien. De talte ind i hans hjerte og han mærkede at tiden var til et opbrud fra byen. Han ville prøve at finde et sted, hvor han kunne leve et mere autentisk glædesfuldt liv.
Han er snedker samt elsker havearbejde og mod kost og logi ville han gerne i nogle måneder tilbyde sin arbejdskraft til vores sted. Vi kunne så alle mærke efter, om vi måske i fremtiden skulle leve sammen i vores lille levefællesskab med kun 14-15 beboere.
For et par dage siden flyttede han ind. Har oplagret alle sin ting i to depotrum i byen og pakket sin bil med hvad han egentlig behøvedes. Opsagt deltidsjobbet og droslet ned med sin terapeutiske virksomhed. Da vi gav hinanden et kram på Møllens trappe, indrømmede vi begge at vi havde sommerfugle i maven. Hvad ville den kommende tid bringe?
Min mand Hans Erik og vores prøvebeboer så hinanden for første gang – inden der var gået 10 minutter var de i fuld gang med en fordybet snak om begges transformerende erfaringer med junglemedicin, etablering af et hyggeband og deres arbejde som terapeuter. Lidt senere fik Jimmi sig indrettet øverst oppe på 2. salen i Kondorreden i Møllebygningen – vores kommende fælleshus. HE ordnede lidt på kontoret.
Imens gik jeg over til Anja, der bor i matriklens fjerde bygning, den tidligere ”stald”. Hun flyttede ind for fire år siden efter kun et par møder og en weekends prøveboning – for alt i os sagde JA, hende vil vi gerne bo sammen med. Jeg har simpelthen fået en søster på alle planer, og jeg kan ikke forestille mig andet end at, vi bor sammen resten af vores liv. Vi deler stort og småt, sparre i vores virksomheder, slår græs sammen, deler hvis vi har haft en stærk drøm osv. Nogle gange kan der så også godt gå en del dage, hvor vi ikke har kontakt, fordi vi har brug for noget andet.
Hun og jeg biksede en hurtig aftensmad sammen og lidt senere sad vi der vores nye lille ”familie” om spisebordet, mens vi langsomt nysgerrigt åbnede op for hvem vi hver især var. Anja og Hans Erik havde fuld tillid til, at min menneskekundskab nu var så trænet, at jeg sagde ja til de rigtige.
I morges snakkede vi med Jimmi over morgenmaden om vores ønskeliste over praktiske ting ude og inde som trængte til en kærlig hånd – ja flere ting skulle gerne nås inden weekenden, hvor fire kursister skal på retræte her i vores nye ceremonibygning.
Vi kastede os over dagens opgaver på kontoret imens vi hørte handypuslelyde i gårdspladsen. Fantastisk. Ved frokosttid kunne HE hente Jimmi, mens jeg stillede påskefrokostens rester på bordet. Så sad vi tre der i vores lille ”kantine” og delte om alt fra hvilke skruer, der skulle bruges til det at gå ned med stres som selvstændig, der skal have alle kasketterne på.
Jeg tog en mormor på sofaen og svævede væk, mens jeg mærkede en taknemmelighed boble frem…
Tak min højere magt for at minde mig om:
Giv mig sindsro
til at acceptere
det jeg ikke kan ændre
Mod til at ændre
det jeg kan.
Og visdom til at se forskellen.
