”Hvor bor du NU, mor? – og far? Sukkede min voksne datter en anelse anstrengt, da hun står i vores gårdsplads med lillemand på armen og jeg åbner døren ind til den massive kampestensbygning, hvor jeg er flyttet ind for et par uger siden. Sidst hun var på besøg her på landet, nød vi solen og udsigten fra min hytte på marken, mens deres hund piskede rundt af begejstring. Her havde jeg boet i godt fire måneder – efter jeg var flyttet fra den lækre lyse bolig på førstesalen af stuehuset. Stuehuset hvor hun og hendes lillebror var vokset op med masser af plads i de tre bygninger og den store grund vi rådede over på Førslev Mølle.
På et par ugers sejltur i Middelhavet for tre år siden, havde jeg mærket, at jeg blev nød til at få min egen bolig – i hver tilfælde for en lang periode – efter at min mands Kompleks-Post-Traumatisk-Stress-Disorder var brudt ud i fuld lue. Det var alt for svært for mig at bevare mit ellers grundlæggende optimistiske tillidsfulde livssyn, når stormen rasede i hans nervesystem. En stille tvivl sneg sig ofte ind om det nu ikke også var rigtig, at jeg havde FOR vilde visioner, var FOR lallende glad og optimistisk og var FOR letsindighed med penge og fremtidsplaner. Den glæde jeg følte ved at være væk fra ham var på en gang en sorg og en lettelse at opdage. Hans Erik var i samme periode på et længere arbejdsophold i Sydamerika. Da jeg fortalte ham min beslutning over Whats App, kunne han overraskende fortælle, at han havde overvejet det samme; han følte ikke mere han kunne byde mig at bo sammen med ham. Vores connection efter alle årene sammen, var dybt udviklet.
Så dagen efter jeg landede på matriklen, gik jeg og en veninde i gang med at indrette første salen på Møllen, hvor jeg ellers havde mit store højloftede arbejdsrum, til et rigtigt mandeværelse. Vi hængte en stor messebanner op på endevæggen, hvor Hans Erik sad ved de store tinder i Patagonien. De kæmpe højtaler kom op og lige så den brune tunge lædersofa, som vi måtte for naboen til at hjælpe os med at få båret fra Stuehuset til 1. salen i Møllen. Mange smukke hatte og vævninger fra det sydamerikanske kontinent blev hængt op. Jeg husker den kriblende glæde ved at indrette lige som jeg troede, han ville blive glad for – samtidig kom der også en vemodighed krybende – ville vi komme til at vokse fra hinanden? Men hvis vi gjorde … så måtte det jo være fordi, der ikke var mere energi mellem os… meeeen det kunne jo også være, det ville blive rigtig spændende og pirrende, at skulle gå på besøg hos hinanden…?
Jeg behøves måske ikke at fortælle, at han blev så glad og overrasket over al det krudt vi havde brugt på at finde hans ting frem og gøre det hele maskulint, mørkt – ja en rigtig mandehule. Mærkede dog også en forstemthed i os begge.
Jeg forblev i stuehusets nederste etage, hvor der også var plads til mit arbejdsrum, nu alle hans ting var ude. Tidligere havde jeg faktisk haft hele møllebygningen som atelier og galleri, da jeg kørte stor karriere som kunstner. Men savnede den ikke nu, min passion for at skabe et levefællesskab fyldte det meste af min opmærksomhed.
Corona kom – og midt i folks bekymring kunne jeg mærke en dybere mening i, at vi mennesker ikke skulle bo alene men flere sammen i støtte, glæde og deling af ressourcer. Flere end vores lejer Anja (der boede i sit eget lille istandsatte hus – den tidligere stald), min mand og jeg på denne store matrikel. Men hvor skulle de bo og hvor skulle vi have et fælleshus? Jeg måtte skaffe nogle små huse. Det var som om al normal ”fornuft” og regler var sat ud af spil det forår – landet og verden var i undtagelsestilstand, så ski´ da hul i byggetilladelser! Jeg læste mange spirituelle bøger om manifestation og loven om tiltrækning. Jeg løb Den Blå Avis igennem hver dag – og pludselig var der det smukkeste kolonihus i træ til salg med buet vinduer og alt hvad man behøvede. Jeg hævede 10.000 kr. i kontanter og så kørte min kreative veninde og jeg til Ballerup. Tre timer senere var jeg ejer af et hus på 42 m2, der skulle flyttes med en kran i to afdelinger. De resterende penge skulle falde en måned efter – jeg anede ikke hvor de skulle komme fra…
De kom to uger efter dumpende fra himlen, sammen med Annette, der flyttede ind i Gudindehytten, som den nu blev døbt. Det er en anden historie, I får i en kommende fortælling. Den lille fine bolig midt i naturen blev til glæde for flere gode folk i de kommende år.
Min mand og jeg samt en frivillig efterlønner, der savnede at skabe noget og være en del af et fællesskab, knoklede efterfølgende under nedlukningen med at få istandsat 1. salen af Stuehuset, så den blev en ordentlig isoleret selvstændig bolig, jeg kunne trives i. Det var ikke optimalt for mig at bo i stueetagen, vi samtidig brugte til at mødes i og hvor jeg også havde en kommende bofælle på prøveboning.
Jeg indtog herefter den nye lyse åbne bolig. Det var helt mærkeligt at indrette mig helt på ny, som da jeg boede alene i tyverne og havde fået en ny lejlighed. Gulvet havde jeg malet svag ferskenfarvet og alt andet var hvidt. Hold k… hvor jeg hyggede mig med at skabe mig min egen feminine bolig, som bare var MIG. Ofte går vi alt for meget på kompromis, når vi flytter sammen… jeg syntes ellers, vi havde klaret det godt, fordi vi havde så meget plads. Men det var altså noget HELT særlig, ikke at skulle tage hensyn til nogen – jeg kunne indrette og købe lige de ting jeg havde brug for.
Den efterfølgende sommer havde vi virkelig lyst til at vores frivillige gartnerinde kunne flytte permanent ind. Vi måtte nu ofre Fællesshuset og hun acceptere at hendes 50m2 stue ind i mellem blev brugt som fællessal. Vi var nu fem fastboende.
Hen over vinteren mærkede Hans Erik og jeg at tiden var kommet til at fællesskabet skulle vokse til næste etape. Det var derfor nødvendig med et regulært fælleshus, der kunne udmatrikuleres. Vi havde nu fået gennemført en lokalplan på godt to år og havde dermed lov til at udstykke 9 mindre grunde samt anparter i det fælles jord og bygninger. Det kunne nu effektueres ved, at jeg flyttede tættere på naturen ud i Hytten. Og vores gartnerindebofælle blev fast lejer i fællesskabet og flyttede op på 1. salen i den lyse lejlighed, hvor jeg havde boet det sidste år.
I efteråret valgte hun dog at flytte og tage med sin nye mand på langturssejlads. Dermed blev 1. salens bolig ledige… Jaman så lejede du da den ud igen, så I kunne få en ny bofælle og indtægt? Nej, det var som om jeg ikke skulle. I december meddelte jeg de andre og gruppen omkring vores levefællesskab, at jeg og fællesskabet ville gå i hi indtil foråret. Min intuition sagde mig at noget nyt og fantastisk ville lande efter en fordøjelsesperiode. Der var sket helt utrolig mange ting de sidste fire år, siden Hans Erik og jeg besluttede, at vi ikke skulle bo alene her resten af vores liv.
Historien er ikke færdig …
Her i februar blev det tydeligt for mig, at vi skulle bytte rundt på funktionerne i de to største bygninger. Fra at vi havde bolig og rejsebureau i Møllen og Fælleshus, kursuslokale og lejebolig i Stuehuset, skulle det nu være modsat. Møllebygningen havde altid været den mest ideelle kursusbygning og fælleshus – Hans Erik havde bare ikke været klar til at give afkald på den som hans bygning. Men det var han nu – mit hjerte jublede!
Tro mig, da vi besluttede at rykke alle de store møbler inden Hans Erik rejste til Peru, spurgte jeg IKKE vores voksne søn! Han og hans søster har oplevet, mens de boede her, at vi istandsatte og flyttede rundt mellem Stalden, Møllen og Stuehuset et utal af gange, som vores selvstændige firmaer – og vi selv – ændrede os og voksede og fik nye funktioner. Især vores søn har sukket mange gange over de kasser, malerier og møbler han igen igen igen skulle flytte til et nyt rum eller tilbage igen på en ny måde. Men de fik også selv glæde af at få større og større værelser og endda i egen bygning. Så gode venner, der selv ville få glæde i fremtiden af den nye kursusbygning og Fælleshus, blev i stedet tilkaldt.
Jamen hvor bor I så nu, vil en forvirret læser spørge? Jo, igen nu på 1. salen i Stuehuset i den dejlige lyse bolig, men nu SAMMEN – næsten da. For i stueetagen, har vi nu vores store fælles kontor og mødelokale, HEs soveværelse, et ekstra køkken/alrum og badeværelse. Disse faciliteter kan bruges, når Hans Erik og jeg har ekstra mange kursister eller der er et større arrangement i fællesskabet. Og til når vi trænger til plads og luft hver især – ikke fordi der er noget galt med den anden, men fordi vi har brug for bare at være os selv.
I starten var jeg nærmest flov over at fortælle, at vi havde hver vores værelse, dernæst hver vores bolig. Men nu er jeg glad for og taknemmelig over, at jeg og vi havde modet til at handle på vores bevidsthedsflytninger, der skete inde i os og skabe støtten ved at flytte med i den ydre verden.
Kan I følge med i det hele? Nej det er svært, ikke? Så forståelig at vores datter med et suk udbrød: ” Og hvor vil du så have, jeg skal stille mine ting i dag?”
Jeg tror faktisk, at brikkerne er faldet rigtig rigtig godt på plads inde i mig og os og dermed i de fysiske rammer denne gang – for laaang tid
Gennem min rolle som projektleder for opbygning af et fællesskab – eller nemlig manglende erkendelse af rollen, opdagede jeg et pleasergen, jeg ikke troede jeg havde. Dette har jeg arbejdet hårdt på at få healet siden i sommers – og det føles som om, det er lykkes. Samtidig er Hans Eriks K-PTSD nu helbredt gennem 16 ayahuasca-ceremonier i Danmark og Peru og psykedelisk integrationsterapi det sidste halve år.