Jesuitterruinerne i Misiones

Ruinkomplekset i San Ignacio vidner om jesuittermunkenes store arbejde med at skabe civiliserede bysamfund i junglen.

I 16-1700 tallet drev jesuittermunke missionsvirksomhed blandt indianerne i junglen, hvor Paraguay, Brasilien og Argentina nu grænser op til hinanden. Missionsvirksomheden har givet navn til den argentinske provins Misiones, der strækker sig som en smal stribe land op mellem Brasilien og Paraguay.

Ruinerne vidner om munkenes succes med at skabe velfungerende bysamfund i junglen. De underviste i bygningskunst, og de underviste i træskærerarbejde og musik. Det største og bedst bevarede ruinkompleks finder vi i byen San Ignacio Miní. Her ud over er der også jesuitruiner i byen Santa Ana. Fra provinshovedstaden Posadas arrangeres ture til en stor jesuitruin i Trinidad i Paraguay.

60 kilometer fra provinshovedstaden Posadas i retning mod Iguazú fører landevejen gennem San Ignacio Miní. Ruinerne ligger midt i byen på et stort, lukket grønt område. Missionen blev oprindelig grundlagt i den brasilianske stat Paraná i 1610, men konstante angreb fra banditter, der røvede indianere til slavearbejde i de brasilianske plantager, fik jesuittermunkene til at flytte flere gange, inden de i 1695 oprettede deres endelige missionsstation i San Ignacio Miní. Ordet miní (den lille) skelner denne mission fra søstermissionen San Ignacio Guazú eller mayor, (den store) i Paraguay.

Optegnelser viser, at der i jesuittersamfundet boede cirka 3.300 indianere. Det samme antal som i den nuværende by San Ignacio Miní, der i areal er mange gange større. Da jesuitterne blev smidt ud af kolonimagten, overgik missionsstationen til guvernøren for Paraguay, der beordrede den destrueret, og indianerne blev overladt til sig selv. Ruinerne blev genopdaget i 1897 og restaureret mellem 1940 og 1948.

Adgangen til ruinområdet sker gennem et lille besøgscenter med en fin udstilling om guaraníindianernes liv og arbejdet i missionssamfundet. Her er også en samling af keramik og andre effekter. På ruinområdet kommer man først forbi et par rækker med seks til ti “etværelses lejligheder”, der hver rummede en familie. Græsset på den store centrale plads står i flot kontrast til de rødbrune basalt- og sandstensblokke, som bygningerne er skabt af. Konstruktørerne brugte ikke mørtel, men tilpassede stenene, så de ikke gled fra hinanden. Kompleksets mest imponerende bygningsværk er mure på begge sider af indgangen til barokkirken. Taget er for længst væk, men murene giver en idé om størrelsen. I murene er der stadig detaljer, der viser, hvor dygtige kunsthåndværkere guaraniindianerne blev, efter jesuitterne havde uddannet dem.

Ruinkomplekset i San Ignacio vidner om jesuittermunkenes store arbejde med at skabe civiliserede bysamfund i junglen.

Jesuitternes missionsstationer kaldes på spansk for reducciones, der kan oversættes til “distrikt for omvendte”. Jesuitternes mål var selvsagt at omvende indianerne til den kaltolske tro. Hver familie fik hver en jordlod til dyrkning af grøntsager. Munkene uddannede indianerne til dygtige smede, tømrere, jordbrugere – ja også kunsthåndværkere og musikere. Indianerne lærte også at læse både spansk og guaraní. Nogle endog latin.

De enkelte missionssamfunds økonomi var bæredygtig gennem salg af kvæg, bomuld og yerbamaté, samt handel med andre missionssamfund. I de fleste Sydamerikanske lande etablerede jesuitterne reducciones. I området omkring den øvre Paranáflod havde de i år 1700 skabt 30 samfund med i alt omkring 50.000 indianere.

Den spanske kolonimagt så efterhånden munkenes missionssamfund som en reel trussel mod deres egen magt, og i 1767 blev jesuitternes tvunget til at stoppe deres arbejde og for manges vedkommende forlade Sydamerika.

Filmen The Mission fortæller historien om jesuitternes arbejde og kamp mod de brasilianske plantageejerers håndlangere, de såkaldte “bandeirantes”.