FILM
På vores rejser i Sydamerika laver vi ofte filmoptagelser. Når vi har en ledig stund herhjemme, redigerer vi. Herunder har vi lagt nogle af vores film.
Inkastien til Machu Picchu
Inkastien er den mest populære rute i Sydamerika. Vandrere, der tager den fysiske udfordring op og når frem til Machu Picchu ad Inkastien, oplever udsigter og ruinbyer, der bliver stadig mere spektakulære. Den sidste dag om morgenen vandrer man direkte ind på Machu Picchu.
Drag med os på Inkastien.
Vandretur i Lares
Vandreområdet Lares har navn efter byen Lares i højlandet ovenfor Den Hellige Dal. Lares er dermed ikke én bestemt rute, men en fælles betegnelse for områdets vandreruter.
Som noget helt unikt arrangerer vi en vandretur, hvor lamaer er pakdyr. I kommer dermed helt tæt på det dyr, som har været højlandsindianernes livsgrundlag i årtusinder. Undervejs oplever I, hvordan vores lokale hjælpere arbejder med lamaerne.
Hans Erik Rasmussen fortæller på en vandretur i Lares.
Machu Picchu
Machu Picchu er Sydamerikas største seværdighed! Intet mindre. Inkaernes hellige by viser det ypperste af deres byggekunst med udhuggede sten. Beliggenheden er fantastisk.
Heldigvis fandt hverken de spanske erobrere eller kolonitidens herskere Machu Picchu, og byen undgik derfor at blive ødelagt, sådan som spanierne ellers ødelagde inkaernes bygningsværker i Cusco.
Machu Picchu betyder Det Gamle Bjerg og refererer til det store bjerg til venstre for hovedindgangen til ruinerne. Det karakteristiske bjerg, der rejser sig umiddelbart bag til ruinerne hedder Huayna Picchu – Det Unge Bjerg. Machu Picchu ligger i 2400 m’s højde, 700 m over Urubambaflodens løb.
Nyd denne filmiske beskrivelse af Machu Picchu.
Bo lokalt på Taquile
På Taquile er der mulighed for at bo hos en lokal familie. Dette er en unik mulighed for at opleve, hvordan man lever i en kultur, der endnu har mange træk i behold fra før spaniernes ankomst. Vi anbefaler, at I tilbringer to nætter på øen for at nå at opleve roen og have en hel dag fra morgen til aften.
Øen Taquile i Titicacasøen er et af de bedste steder i Peru at opleve et traditionelt liv, hvor det er mest holdt i hævd. Turister har en fantastisk mulighed for at bo privat hos familier.
Den 12 km² store ø Taquile er lige som naboøen Amataní beboet af et quechuatalende folk, der har formået at bevare mange centrale elementer fra deres oprindelige førkoloniale kultur. Bønderne ofrer stadig til Pachamama – Moderjord, inden de tilsår markerne, og den trationelle vævekunst er stadig velbevaret.
Cecilio fortæller om inkaernes regler, der stadig efterleves på Taquile.
Hans Erik Rasmussen fortæller om cocablade
Cocablade er råproduktet i kokain, men i Peru opfatter man – med rette – ikke cocablade som et narkotika. Coca er en integreret del af kulturen i Andesbjergene, og på en vandretur i Peru, vil man ofte blive tilbudt cocablade af guiden allerede efter de første par skridt. Cocablade forbedrer fordøjelsen, hæver pulsen, vejrtrækningen og krops-temperaturen og stimulerer nervesystemet træthed i muskler føles mindre. Som vandrer er det derfor en god idé at drikke cocate.
Shamaner bruger både cocablade i deres spådomskunst og i deres helbredelser med naturmedicin.
På en markedsplads i Peru fortæller Hans Erik Rasmussen om cocablade.