erqwrqw

Saltørkenen Uyuni.

Fra 40.000 til 25.000 år siden var store dele af det sydvestlige Bolivia dækket af den meget saltholdige sø Michín. Saltet var udvaskede mineraler fra bjergene. Michín-søen havde intet afløb, og gennem årtusinder, da klimaet langsomt blev mere og mere tørt, fordampede vandet og efterlod saltørknerne Uyuni, den mindre Coipasa mod nord, samt adskillige andre små i området. Nogle ligger i Chile og Argentina. I dag dækker Uyunisaltørkenen – Salar de Uyuni – et areal på godt 12.000 km2.

Overfladen på Salar de Uyuni er fuldstændig flad og blændende hvid. Når solen skinner fra en klar, blå himmel, giver det en utrolig høj lysstyrke. Eneste kontrast til den hvide og blå farve er bjergene langt ude i horisonten. For helt at opleve saltørkenens storhed må man køre ud på den – oplevelsen fra midten er langt større end fra kanten.

 elit tellus, luctus nec ullamcorper mattis, pulvinar dapibus leo.

Efter Salar de Uyuni kommer man først til militærforlægningen Colcha K, hvor alle køretøjer skal registreres ved gennemrejse. San Juan er en lille, hyggelig by med både indkvarteringsmuligheder og butikker. I udkanten af byen ligger en gammel kirke af adobesten – en af de mindste kirker i Bolivia. Der er rig lejlighed til at se lamaer i dette område.

 elit tellus, luctus nec ullamcorper mattis, pulvinar dapibus leo.

(Den Rødfarvede Sø) er den sidste af en række søer, der ligger langs vejen syd for Chiguana. I søerne lever flamingoer, der søger deres føde af smådyr i det lave vand. Søernes røde farve opstår ved, at rødfarvede mikroorganismer hvirvles op i vandoverfladen – fænomenet ses derfor bedst i blæsevejr. Søerne inden Laguna Colorada er de flotteste og hjemsted for flere flamingoer end Laguna Colorada. Det kan derfor godt betale sig at få chaufføren til at stoppe ved en af disse. De seneste år har det regnet mindre, og Laguna Colorada indeholder langtfra så meget vand som tidligere. Ofte er det kun umiddelbart efter regntiden, at man kan se den røde farve. Mere fremherskende er store arealer med hvidt kalkmateriale – i sig selv et flot syn, men en skuffelse, når man har set frem til en rød sø. Bebyggelsen ved Laguna Colorada er et meget benyttet overnatningssted på turene. Her er flere enkle alojamientos. Der er nogle enkelte adobehuse, hvor to rum i det ene fungerer som et lille hotel.

(Morgendagens Sol) er et område med gejsere halvanden times kørsel fra Laguna Colorada. Det er bedst at ankomme til stedet tidligt om morgenen, hvor dampen kan ses klarest i den kolde luft. Nogle steder stiger vanddampe til vejrs, og andre steder koger mudder og pløre i jordbunden. På vestbredden af en sø en times kørsel efter Sol de Mañana springer en varm kilde, Aguas Termales, i et lille bassin. Vandet er næsten 50°C varmt. Fryser man, er det oplagt at smide tøjet og tage et bad. Man skal til de bedste hoteller i La Paz for at finde bedre bademuligheder. Bagefter er man som født på ny.

(Den Grønne Sø) ligger i det absolut sydvestligste hjørne af Bolivia. Søens farve stammer fra grønne mineralpartikler, som vinden hvirvler op. Fra den hvide bred på østsiden er der en flot udsigt til Licancabur-vulkanen bag søen. Man har fundet mumier fra præinkatiden på toppen. Umiddelbart øst for Laguna Verde ligger en lidt større sø. På sydbredden af denne sø ligger en lille sulfatmine ved navn Lito. Her ordnes ud- og indrejseformaliteter, hvis man skal krydse grænsen til Chile. Et par km efter Lito når man den chilenske grænse. Overgangen er ubevogtet og kun markeret af et metalskilt med de to landes navne. Ønsker man at rejse videre ind i Chile, bliver man sat af her for at afvente kørelejlighed til San Pedro de Atacama. Stort set hver formiddag kommer chilenske lastbiler for at læsse varer over på bolivianske biler. De chilenske chauffører tager gerne passagerer med. Er der ingen biler, må man gå de syv km for at nå et vejkryds. Her kan man skaffe kørelejlighed med lastbiler, der kommer fra en chilensk sulfatmine. Vær opmærksom på, at turen direkte til San Pedro de Atacama i Chile kan arrangeres fra Uyuni. Få mulighederne klarlagt af bureauet. Nogle bureauer har også afdeling i San Pedro de Atacama.

 elit tellus, luctus nec ullamcorper mattis, pulvinar dapibus leo.

(Den Grønne Sø) ligger i det absolut sydvestligste hjørne af Bolivia. Søens farve stammer fra grønne mineralpartikler, som vinden hvirvler op. Fra den hvide bred på østsiden er der en flot udsigt til Licancabur-vulkanen bag søen. Man har fundet mumier fra præinkatiden på toppen. Umiddelbart øst for Laguna Verde ligger en lidt større sø. På sydbredden af denne sø ligger en lille sulfatmine ved navn Lito. Her ordnes ud- og indrejseformaliteter, hvis man skal krydse grænsen til Chile. Et par km efter Lito når man den chilenske grænse. Overgangen er ubevogtet og kun markeret af et metalskilt med de to landes navne. Ønsker man at rejse videre ind i Chile, bliver man sat af her for at afvente kørelejlighed til San Pedro de Atacama. Stort set hver formiddag kommer chilenske lastbiler for at læsse varer over på bolivianske biler. De chilenske chauffører tager gerne passagerer med. Er der ingen biler, må man gå de syv km for at nå et vejkryds. Her kan man skaffe kørelejlighed med lastbiler, der kommer fra en chilensk sulfatmine. Vær opmærksom på, at turen direkte til San Pedro de Atacama i Chile kan arrangeres fra Uyuni. Få mulighederne klarlagt af bureauet. Nogle bureauer har også afdeling i San Pedro de Atacama.

 elit tellus, luctus nec ullamcorper mattis, pulvinar dapibus leo.

Man kan ikke blive andet end imponeret af den store kaktus, Cardón pasacana på den sydvestlige del af Altiplano. De største kan nå en højde af 10 m. Mange kommer tæt på cardón’en på Isla de Pescado midt i Salar de Uyuni.

Kaktussen vokser meget langsomt, og kan først sætte blomster som 40-årig. Veddet er derfor meget hårdt og blev tidligere brugt til både understøttelse af tage i indianske huse og udsmykning i katolske kirker. Når træet tørrer, bliver det fuldt af huller de steder, hvor der har været en torn. Det er yderst dekorativt — men det er ikke tit, man finder souvenirs lavet af kaktustræ.

Den hvide frugt, der hedder pasacana, er spiselig og smager lidt hen ad kiwifrugt. Tidligere var frugten en vigtig kilde til vitaminer for den indianske befolkning – derfor kan store koncentrationer af cardón-kaktussen give fingerpeg om, at her har været en indiansk bebyggelse.