elit tellus, luctus nec ullamcorper mattis, pulvinar dapibus leo.

Den første april 1545 bosatte spanierne sig for foden af bjerget, der hurtigt blev døbt Cerro Rico-Potosí – Det Rige Bjerg Ved Potosí. I 1548 sendte man den første sending sølv mod Sevilla i Spanien. Det tog seks måneder for den 2000 lamaer store lastkaravane at krydse Andesbjergene og nå udskibningshavnen Lima.
I 1572 ankom vicekongen Toledo fra Lima til byen for at organisere arbejdet i minen. Da man ikke længere kunne skaffe tilstrækkelig indiansk arbejdskraft, begyndte man at importere negerslaver fra Afrika. Op gennem kolonitiden døde otte mio. slaver i Cerro Rico – gennemsnitlig 127 om dagen. Alene det at skaffe sig af med ligene må have krævet en stor stab slaver. Det siges, at man ville kunne bygge en bro de 10.000 km til Spanien af det sølv, der blev gravet ud af Cerro Rico – og en bro tilbage af knoglerne fra de indianske og afrikanske slaver, der døde i minen.

 elit tellus, luctus nec ullamcorper mattis, pulvinar dapibus leo.

Potosí voksede eksplosivt, og i 1610 boede der 160.000 mennesker. Den var da blevet større end de store metropoler Paris, Sevilla og Grenada hjemme i Europa. Gamle dokumenter fortæller, at her i 1601 var 200 importører af spanske varer, 25 tøjbutikker, 25 hattebutikker for indianere, otte for spaniere samt seks slikbutikker og 100 vaskerier. Endvidere talte byen 800 professionelle spillere, 120 prostituerede – og 300 vagabonder, »som intet laver, men klæder sig mærkeligt og spiser og drikker i overmål«, som en samtidig kronikør beskrev dem. Potosí var blevet en verdensby!
I 1617 udbrød der uroligheder i Potosí. Unge spaniere født i Amerika var misundelige på den spanske kongemagt, som modtog rigdommene fra Potosí. Frem til uafhængighedserklæringen i 1825 var Potosí skiftevis kontrolleret af spanske og republikanske styrker, der var for en løsrivelse.
Efter uafhængigheden var Sucre landets politiske hovedstad, mens Potosí var landets økonomiske centrum. Denne position beholdt byen indtil ind i dette århundrede, hvor tinpriserne på verdensmarkedet faldt, og Potosí atter stagnerede. Under Victor Paz’ reformer i 1952 blev Pailaviri-minen på Cerro Rico nationaliseret og arbejdsforholdene kraftigt forbedret.

Potosí voksede eksplosivt, og i 1610 boede der 160.000 mennesker. Den var da blevet større end de store metropoler Paris, Sevilla og Grenada hjemme i Europa. Gamle dokumenter fortæller, at her i 1601 var 200 importører af spanske varer, 25 tøjbutikker, 25 hattebutikker for indianere, otte for spaniere samt seks slikbutikker og 100 vaskerier. Endvidere talte byen 800 professionelle spillere, 120 prostituerede – og 300 vagabonder, »som intet laver, men klæder sig mærkeligt og spiser og drikker i overmål«, som en samtidig kronikør beskrev dem. Potosí var blevet en verdensby!
I 1617 udbrød der uroligheder i Potosí. Unge spaniere født i Amerika var misundelige på den spanske kongemagt, som modtog rigdommene fra Potosí. Frem til uafhængighedserklæringen i 1825 var Potosí skiftevis kontrolleret af spanske og republikanske styrker, der var for en løsrivelse.
Efter uafhængigheden var Sucre landets politiske hovedstad, mens Potosí var landets økonomiske centrum. Denne position beholdt byen indtil ind i dette århundrede, hvor tinpriserne på verdensmarkedet faldt, og Potosí atter stagnerede. Under Victor Paz’ reformer i 1952 blev Pailaviri-minen på Cerro Rico nationaliseret og arbejdsforholdene kraftigt forbedret.