elit tellus, luctus nec ullamcorper mattis, pulvinar dapibus leo.

Hovedattraktionen i Potosí er et besøg i en af kooperativminerne i Cerro Rico. Et ophold i Potosí uden et minebesøg er utænkeligt, og det vil uden tvivl sætte sig spor så dybe som minens gange. Når man samtidig tænker på, at kolonitidens slaver arbejdede under forhold, der var langt, langt værre, end dem som nutidens minearbejdere har, bliver man rystet over, hvad sulten efter rigdom har betydet.
Kooperativminerne i Cerro Rico, såvel som i andre kooperativminer i Bolivia, fungerer på den måde, at ledelsen tildeler enhver privatperson eller gruppe, der ønsker det, et område i minen (et paraje). Det, han eller de udvinder, er hans udkomme. Hvis han i perioder ikke finder metal af værdi, har han ingen løn. Ca. 2% af udbyttet betales i administrationsafgift til kooperativledelsen. I Bolivias 350 kooperative miner arbejder der ca. 60.000 mennesker. Selv om kooperativminerne beskæftiger langt flere arbejdere end de private miner, er det alligevel dem, der har den laveste produktion. Pga. landets kæmpe arbejdsløshed er der til stadighed flere, der søger lykken i kooperativminerne – de foretrækker den usikre beskæftigelse frem for arbejdsløsheden. I Bolivia er der ikke nogen understøttelse eller offentlige sociale hjælpeprogrammer.
I Cerro Rico arbejder omkring 7000 minearbejdere i 32 forskellige kooperative selskaber. Herudover opererer 15 private selskaber i bjerget.
Oftest er der tale om, at en gruppe af personer har et paraje. Gruppens størrelse varierer, alt efter hvor stort udbytte der er det pågældende sted. Når en ung fyr starter sin karriere som minearbejder, oftest som 14-15-årig, begynder han nederst i hierarkiet. Med en sæk på ryggen ikke går, men løber han med materiale fra bruddet hen, op eller ned til det sted, hvor malmvognene holder. Når han stiger op ad rangstigen, bliver han en af dem som skubber vognene ud. Det betyder en smule frisk luft i løbet af dagen. Senere kan han komme til at hamre eller endda arbejde med tryklufthammer.

 elit tellus, luctus nec ullamcorper mattis, pulvinar dapibus leo.

De troende minearbejdere ved, at ligesom der findes en Gud i Himlen, må der også være en djævel, som hersker i Helvede. Med de forhold, minen byder dem, er de sikre på, at han også hersker i minen. I de enkelte miner har minearbejderne små nicher, hvor der er en eller flere djævlefigurer. Figuren kaldes ikke for Djævelen, men derimod for el tío – onklen. At kalde ham ved hans rette navn ville være en fornærmelse mod ham – en onkel er derimod et familiemedlem, man respekterer. På samme måde opfattes guderne i Andesindianernes religiøse univers som de afdøde forfædres ånder.
Hver fredag samles minearbejderne ved el tío for at lave el ch’alla – det offerritual, der skal bringe ham i så godt humør, at han tillader, at de fjerner mineraler fra hans rige. El tío’s foretrukne offergaver er cocablade, ren alkohol og cigaretter. Hvis minegange styrter sammen, man har uheld i arbejdet, farer vild eller rammes af sygdomme, er man sikker på, at det er Djævele

En anbefalelsesværdig guide er Eduardo Garnica, der selv er ud af en minearbejderfamilie og har arbejdet i minen som barn. Han arbejder sammen med sin bror Wilber, der også er guide, på Koala Tours, Ayacucho 5, d 22-092/24-708. En anden god guide er Marco Mamani, der kontaktes på hotellet María Victoria.
Turene starter mellem kl. 8 og kl. 9 på bureauets kontor. Derfra kører man med bus eller lastbil op til minen. Undervejs stopper man for at købe cocablade og dynamit, der sælges ved små boder neden for bjerget. Det bruges som gaver til de minearbejdere, man besøger inde i minen. Bureauet stiller støvler, regnjakke, hjelm og lygte til rådighed.