REJSEMÅL
Alasitas
Alasitas holdes hvert år den 24. januar og har rod i en gammel aymarafest,
hvor man ved et stort marked fremviste markens overflod af
majs, kartofler og andre afgrøder. Oprindelig blev festen holdt ved
forårsjævndøgn i september, men den er siden blevet flyttet, fordi spanierne
ville lægge festen på en spansk helligdag for at fjerne dens hedenske
islæt. Aymaraerne kunne intet gøre, og da festen var flyttet og henlagt
til byen, blev indholdet også ændret. Herefter var det ikke kun markafgrøder,
der blev vist frem, men alt, hvad byboen ønskede sig: huse,
penge, tøj, biler og flybilletter. Ekeko’en, aymaraernes gud for husholdning,
spiller en central rolle i Alasitas. Overalt, og især under Alasitas, ser
man den lille gud Ekeko, der betyder dværg, og som bærer miniatureudgaver
af de ting, ejeren ønsker sig. Når Ekeko’en er »klædt på«, skal den
velsignes af en yatiri – en heksedoktor
El Gran Poder
El Gran Poder (Den Store Magt) sidst i maj eller først i juni er årets
største fest i La Paz. Den udsprang i 1939 som en procession med lys
efter en Jesus-statue i aymara-forstæderne op ad bakkerne fra centrum.
I årene, der fulgte, bakkede flere og flere danse- og musikgrupper op
om processionen. I dag er det en kæmpe fest med masser af deltagende
folkloregrupper – i 2004 deltog 60. Optogene starter nær Plaza Garita
de Lima langt oppe bag San Francisco-kirken ved 6-tiden om morgenen,
bevæger sig ned gennem gaderne til Plaza San Francisco og fortsætter
ned ad El Prado og Camacho til Parque Rosevelt. Med ti mutters interval
starter en gruppe frem til sidst på eftermiddagen. Turistinformationen
kan oplyse om den nøjagtige dato, processionsruten og muligheder for
siddeplads på tribunerne.
Dia de La Paz
Dia de La Paz, årsdagen for La Paz-revolutionen i 1809, den 16.
juli, markeres med en stor fest i byen. Aftenen i forvejen bliver Plaza San
Francisco fyldt med mennesker og boder. El Prado omdannes til gågade
og er proppet med mennesker, der drikker, snakker, lytter til musik og
ser på de passerende optog. Næste dag er der en stor parade på Plaza
Murillo. Her deltager præsident, repræsentanter fra kirken, militær og alle
honoratiores af betydning. Det er samtidig en helligdag, hvor alt andet
står stille.